356 / 364
293
valget traadte frem for Menigheden ved Bethesdamødet i 1890
og bad om dens Kærlighed og Tillid ved de samme Talsmænd,
som har Ordet nu i denne Aftenstund, — da maa jeg sande Sal
mistens Ord. Da stiger den ene Mindedag frem efter den anden
og kræ v er at blive talt med. Da samler Minderne sig, i lange
Rækker, om Guds forunderlige Naade imod os skrøbelige Men
nesker, uklare og famlende, som vi selv stod, uværdige, som vi
maatte føle os selv til at tage fat paa denne vidunderlige Opgave.
Dag efter Dag maa staa for vort Ø je som Minder om hans Naa
de og Velsignelse. Vi var maaske modløse og trætte, men han,
der aldrig bliver træt, viste os i sin uendelige Barmhjertighed,
at han
vilde
hjælpe os. O g blandt ålle disse mange Dage melder
den Dag sig, da det københavnske Kirkefond dannedes og tog
A rv en op efter Lægmandsudvalget.
Den Salme, jeg nævnede, begynder med de O rd : „En Bolig
har Du væ ret os, Herre, fra Slægt til S læ g t.“ Atter og atter har
vi erfaret dette. Den Gud, der giver os Liv og Aande og alle Ting,
den Gud, i hvem vi lever og røres og er, han har givet os den
ene G lædesdag efter den anden. Det er vel værd at prøve paa at
tælle dem, for at vi maa faa Visdom i Hjertet og forstaa noget
af Gud s Kærligheds Dyb. De stiger frem og samler sig i lange
Rækker. Der er alle Kirkeindvielserne, rent umiddelbart er de
Fester. Men der er mange andre. Atter og atter har det set mørkt
ud for Menneskeøjne, og vi vidste slet ikke Vej frem. Da møder
vort Ø ie det ene Minde efter det andet om, hvorledes en Haand
strakte sig ud af Mørket og hjalp os frem igennem alle Vanskelig
heder. Visselig maa en saadan Dag tælles med. Hvor mange,
mange Gange har vi ikke enkeltvis eller i Forening haft Grund til
at sige Tak. Maaske fik vi Bekræ ftelse paa det, vi længtes efter
at høre, at de Kirkehuse, vi havde rejst, ikke var døde Bygninger;
vi fik Vidnesbyrd om, at Stenene talte, at der var samlet en Me
nighed i Kirken, skrøbelig som alt menneskeligt er det, og dog
baaret af Helligaandens Kraft, rede til at gøre en Gerning for
Guds evige Rige, rede til at lukke Hjerterne op og lade Aanden
lyse op derinde i alle Sjælens mørke Vildgange. Maaske fik vi
Vidnesbyrd om et Menneske, et Menneske med en udødelig Sjæl,
som havde fundet et aandeligt Fristed i en af vore Kirker, som
var naaet helt frem til Korset, og havde faaet Hvile i Troen paa
den korsfæstede og genopstandne Frelser. Der er Minder nok at
tælle.
A t tælle vore Dage, det lære du os. Nej, vi kan det simpelt
hen ikke. Ja, vi kan regne ud, hvor mange- Aar og Dage og Ti
mer vi har draget Aande her paa Jord, men vi kan ikke tælle
alle den barmhjertige og naadige Guds Velgerninger. Jo mere
et Menneske finder Hvile i lroen paa Frelseren, desto mere maa
han sande dette. Vi læser i den samme Salme om det Spand af