358 / 364
295
velsignet vore Menigheder i al deres Skrøbelighed. Men mon ikke
Tiden nu skulde væ re inde til en Kraftfornyelse, ved en Fordy
belse i Guds underfulde Naade. Er det sandt, at Menighederne
rundt om i B yen føler sig trykkede og trætte, nu vel, saa lad dem
søge ny Kraft hos ham, der aldrig bliver træt, thi han er en evig
Gud, og han giver den trætte Kraft, og den, som ingen Kræ fter
har, giver han stor Styrke. Mon ikke dette er Vejen frem, at søge
indad, i Selvfordybelse i Guds Naade, i fælles G læde og Tryghed
ved alle de Rigdomme, han har ladet strømme ned over os, idet
vi undrende spørger, hvordan det dog gaar til, at han vil gøre os
til Medarvinger til det evige Liv, ja endog til sine Medarbejdere.
Der er store Opgaver for Menigheden ude i Vidderne. Men
lad os aldrig glemme dette, at hvor der er en Opgave, der er der
ogsaa en Forjættelse. Der er store Fremskridtsmuligheder for
jættende en ny Dag i den københavnske Kirkesag, med ny V e l
signelse fra det høje, nye store Rigdomme fra ham, der har været
os en Bolig fra Slægt til Slægt. Maatte vi alle forstaa, hvor uhyre
vidtrækkende alt dette er, hvilken uendelig Velsignelse det rum
mer,
indad til for os selv, udad til for alle de mange,
der trænger til Hjælp, alle disse Tusinder og Titusinder,
der næppe synes at ane, at de har en udødelig Sjæl. Der er store
Opgaver ude i Vidderne, rige Forjættelser, han der fra Evighed
til Evighed er Gud væ re lovet og takket derfor.
Stiftsprovst Ussings Tale i Frue Kirke
26. Oktober 1921.
Stiftsprovsten talte ud fra Matth. 16, 5— 12. Denne Tekst er
vel ikke meget kendt. Det er kun et lille Ordskifte mellem Jesus
og hans Disciple, og det kan maaske synes at være en underlig
Tekst for en Jubilæumsfest. Men gaar vi dybere i Sagen, saa vil
vi finde, at den alligevel har adskilligt at sige os.
Ved en Jubilæumsfest som denne vil vi have saare meget at
takke for; men hvor vi end staar og hvor langt vore Gerninger
end er naaet, saa kan der komme Bekymringer, Selvanklage og
Skuffelser over baade det ene og det andet; maaske vor Gerning
er gaaet i Staa, maaske vi har svigtet, maaske Herren ikke mere
kan velsigne os som hidtil?
Jeg siger ikke, at sligt er berettiget, men det er saare natur
ligt, at mange af disse Tanker rejser sig, naar man vil prøve sit
A rbejde alvorligt for Guds Ansigt. Saadan er det ogsaa sket her.
'
Men mon da ikke Herren vil vende sig til os og styrke vort
Mod paa samme Maade, som han dengang styrkede Disciplenes
Mod, da de var bange for, at Herren skulde være vred paa dem ?