361 / 364
S98
vise os ret Vej og forny vor Kraft, da er det ikke Smaating, han
har paa Hjerte, ikke det, at vi har forsøint noget her og taget fejl
i andet hist, men den store Hovedsag, som det gjaldt fra Be
gyndelsen af, og som fremdeles er det ene afgørende. Forstaar I
ikke?
Vogt eder for Farisæernes Surdejg!
Hvad betyder det Ord
for os? Jeg tror, det kan udtrykkes ganske kort:
•Farisæernes Surdejg, det er
Afslaget,
det at slaa af overfor
Herrens Krav, Herrens Maal. Farisæerne havde travlt med Ram
merne, men de glemte Indholdet, det ene fornødne. Og i ethvert
menneskeligt Arbejde er der mange smaa Ting, der skal passes,
men man maa ikke derfor glemme det store. Ogsaa i Kirkefondets
Arbejde er der tusinde smaa Ting at tænke paa; der skal købes
Grunde og bygges Kirker og ansættes Præster o. s. v. — ak,
Ting, som tit er saa store for os, at vi ikke magter at se ud over
dem, men som dog for Herren kun er de smaa Ting.
Hvis Kirkefondet virkelig skal have en Fremtid, saa maa vi
aldrig glemme den store Hovedsag. Det, der satte Kirkesagen i
Gang, det var Hjerterne, der var i Sorg, fordi Guds Riges Udvik
ling var gaaet i Staa i vor Stad.. Guds levende Ords Forkyndelse,
det var det, det gjaldt, langt mere end Kirkebygninger og Sognes
Deling. Menneskesjæles evige Frelse — det var Herrens Maal,
og det var det, der tog os og brændte i os fra Begyndelsen af.
Det var da heller ikke blot Kampen mod Vantroen, det gjaldt
dengang, skønt den skulde tages op — og den blev taget op, og
vi har ved Guds Naade vundet et godt Stykke frem deri, og dog,
om vi nu har faaet Ligegyldighed i Stedet for Fjendskab, saa er
der alligevel langt tilbage. Nej, det, det gjaldt og endnu gælder,
det er
Guds Aand,
der skulde blæse ud over København — san
delig, den aandelige Opgave er den samme. Lad os juble og takke
Gud for, hvad han har gjort, men hver i vore Kredse maa vi ned
paa Knæ for Gud med Bøn om hans Hjælp for de kommende
Tider. Guds Riges Fremme i vor By, det er det store Maal ogsaa
nu. Rammen fyldt med Aandens Liv — forstaar I ikke? Det er
Maalet. Og kommer I ikke i Hu? Alt, hvad Herren har gjort for
os, er os en Borgen for, at Han endnu har baade Magt og Villie
til at hjælpe os videre frem i Aandens Liv og Kraft.
Husker I Jakob, den gamle Patriark, der sagde: Med min
Stav gik jeg over Jordan, og nu er jeg blevet til to Hære.
Vi
var kun en ganske lille Flok, der dengang gik ud, og nu er vi
blevet ikke til to Hære, men til mange Menigheder. Og imellem
os vandrer Han, som selv har sag t: Jeg er den, som vandrer
imellem de syv Guld-Lysestager (Joh. Aab. 2, 1). Skulde Han da
ikke fremdeles ville bruge os, blot vi forstaar hans Villie og arbej
der efter hans Maal?
Om ham flokkes vi, ham priser vi, og ham vil vi følge.
Amen.