357 / 364
294
Aar, der er tillagt et Menneske. Som det hedder i Digterens Om
skrivning: „Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar, de stolteste Strid
og Møje; om firsindstyve en Kæmpe naaer, des mere han da maa
døje.“ Alle de Dage, dette Spand af Aar indeholder, det er i
Virkeligheden Festdage. Vi, der begyndte denne Gerning som
unge for de mange Aar siden i den kirkefattige By, Byen, hvor
den aandelige Nød raabte til Himlen, vi er nu snart gamle og graa
og nær ved Støvets Aar, men hvor har vi ikke en Rigdom af
Minder. Og hvor er det slaaende sandt, hvad Apostelen Johannes
skriver, at om alle de Ting, som Jesus har gjort, skulde skrives,
da kunde end ikke hele Verden rumme de Bøger, der maatte
skrives. Der er dem, der sukker over, at det er svært at blive
gammel. Det kan aldrig gælde den, hvem Gud i sin Naade har
belæsset med Rigdom, aldrig den, som har faaet Minder, der pe
ger fremad imod Guds evige Herligheds Rige.
Saa lad os da holde Fest i Dag og mindes, hvad der skete
for 25 Aar siden. Lad os sige vor trofaste Gud Tak for alle hans
Velgerninger mod os i disse 25 Aar. Der har været Vanskelighe
der, det kunde se ud, som om Vind og Strøm var imod os, som om
de Mennesker skulde faa Ret, der spaaede os, at vor Tid snart \ilde
være omme. Men midt under Stormen lød hans Ord til os, frygt
ikke, det er mig, og Arbejdet gik frem, under alle Vanskeligheder
og al Modstand.
Der er ogsaa nu i dette Øjeblik Mennesker, der frygter for,
hvad der skal komme. De er bange for, at vi nu efter disse 25 Aar
er kørt fast, at vore Menigheder er ved at blive trætte, at Frem
skridtsmulighederne er udtømte. De tænker paa Verdenskrigen og
den hele aandelige Tilbagegang, som maatte følge i dens Spor, og
de frygter for, at vor Slægt ikke kan rejse sig igen. Men lad os
ikke glemme dette, at Gud i sin Naade har holdt sin Haand over
Arbejdet for den københavnske Kirkesag midt under Verdenskri
gens fireaarige Gru og i de sørgelige Aar, der fulgte efter. Og lad
os da trygt vende Blikket fremad. Menneskelig talt har jeg ikke
Udsigt til at kunne være med i Arbejdet ret længe. Men idet jeg
vender Blikket tilbage over de svundne Aar og saa atter ser fremad,
ud i Horisonten, da er det, som om jeg ser ind i uendelige Vidder,
med rige Opgaver og store Arbejdsmuligheder. Der er
ydre
Op
gaver nok som dengang; Danmarks Hovedstad med sine 700.000
Mennesker, virker bestandig som et uhyre Sugeværk, 12.000
Mennesker er kommet til hvert Aar i det sidste Tiaar. Der trænges
bestandig til Opførelse af nye Kirker, rundt om i Byen gælder det
at vinde Udgangspunkter for Arbejde i Aandens Verden. Det gæl
der om at tage fat med fornyet Kraft, efter at vi saa lykkelig er
kommet igennem den frygtelige Malstrøm, der tog sin Begyndelse
i August 1914.
Men der er langt mere at se ude i Vidderne. Underlig har Gud