173 / 230
166
— Oratoriet og Kantaten. Schulz —
Kapellets aarlige Passionskoncert var den sidste Levning af
ældre Tiders regelmæssige Oratorieopførelser i Fasten. O r a t o r ie t
blev efterhaanden næsten ganske fortrængt. De store bibelske Æm-
ner ophørte at interessere, mindre som en Følge af antireligiøse
Strømninger, end fordi Tiden manglede Alvor og Dybde i det hele
taget. Paa et Publikum, der kun vilde underholdes og adspredes
for et Øjeblik at glemme Tidernes Tryk, kunde Oratoriestilens
Vægt og Brede desuden ikke andet end virke trættende.
Smagen for det populære, som opstod i sidste Del af forrige
Aarhundrede, og som i S c h u lz havde en af sine nobleste og mest
elskværdige Repræsentanter, bidrog sit til at formindske Modtage
ligheden for den store Kunst.
Ogsaa i sine større Kompositioner
for Kirken og Koncertsalen havde Schulz gjort det til sin Opgave
at skabe en Stil, der var ædel og ophøjet og paa samme Tid saa
ulærd og folkelig, at alle kunde fatte den.
Han komponerede
Oratorier; men dels vare ogsaa disse holdte i en let tilgængelig Stil
og saa korte, at f. Ex. „Frelserens sidste Stund“ og „Christi Død“
ved den anden Kapelkoncert i
1794
bleve opførte paa samme Aften,
og dels var det, skjønt flere af Oratorierne og navnlig „Christi Død“
længe holdt sig paa Koncertrepertoiret, dog især i Værker som
Korene af „Athalie“, Thaarups, Storms og Frimanns „Hymner“ og
Baggesens „Lovsang“, at han paa en Gang traf sin rette Genre og
Tidens Smag J). Den mere almen-menneskelige end strængt kirke
lige Aand i disse Arbejder, de korte Former, Tankernes Klarhed,
det ukunstlede i Udtrykket saavel som i Anlæg og Udarbejdelse
blev Idealet af kirkelig Stil.
Samtidens Stemmer forenede sig til
et Kor af Lovtaler, i hvilket der ikke hørtes nogen Dissonans. Det
var ikke alene Baggesen, den let fængelige Enthusiast, der strøm
mede over af Beundring.
Den kritiske og mere koldsindige Grön
land faldt i en Henrykkelse over Musiken til Thaarups Hymne,
der ingen Grænser kjendte. „Alt, alt, hvad der har Øre, er for
tryllet af denne himmelske Musik“, udbryder han. „Jeg kunde ikke
dy mig; efter den anden Opførelse maatte jeg have fat i Partituret;
jeg kopierer, studerer det og finder det mest t.ilfilede Værk, fuldt af
') Musiken til „Athalie“ var komponeret, før Schulz kom til Danmark. Her
skrev han derimod „Maria og Johannes“ (1788), Thaarups Hymne (1791),
„Ghristi Død“ og Storms Hymne (1792), Baggesens Lovsang (1793), „Frel
serens sidste Stund“ og Frimanns Hvmne (1794), Passionskantaten „Jesu
Minde“ (1795) foruden en Del mindre Kantater. Flere af hans større Vær
ker kom første Gang frem paa Hoffets Passionskoncerter i den stille Uge.