175 / 230
168
— Haydns „Skabelsen“ —
i
1800
, og endnu samme Aar opførtes Haydns Musik baade i Lon
don og Paris.
Overalt vakte den en uhyre Sensation.
Det var
maaske et dristigt, men ubetinget et heldigt Greb af Kommissionen
for de Kvæstede og de Faldnes Efterladte at vælge netop dette Værk
til den store Koncert, som agtedes afholdt efter Slaget paaR h ed en
til Fordel for Understøttelsesfondet. Opførelsen fandt Sted Onsdag-
Eftermiddag den
14
. Oktob.
1801
i Frue Kirke og gjentoges fjorten
Dage efter til Indtægt for Fattigvæsenet. Tilløbet var begge Gange
meget betydeligt.
Man anslog, at der havde været omtrent
6000
Tilhørere. Men foruden at Nysgjerrigheden var spændt paa at lære
„et saa udskreget Mesterværk ogN on plus ultra af Kunst“ at kjender
som Kunzen udtrykker sig, var det tillige noget nyt her til Lands
at høre et Kor og Orkester paa henved
200
Personer.
Kunstnere
og Dilettanter havde forenet sig om Udførelsen, der overtraf de
højeste Forventninger, uagtet kun de nødvendigste Prøver kunde
holdes.
Virkningen af det luldtallige Kor og Orkester var over
ordentlig. løvrigt var Indtrykket forskjelligt. Den gamle Schiønning
„gefaldt“ Musiken ikke saa m eget, „som dens Raab var“ ; paa et
Par Numere nær forekom den ham „mere kunstig end indtagende“.
Efter den første Opførelse tilskrev Kunzen sin Ven Spazier, Udgive
ren al „Zeitung fur die elegante W elt“, en længere kritisk Anmel
delse, i hvilken han viser sig som en daarlig Profet med Hensyn
(il Værkets Livskraft, som han ingen Tillid havde til, men gjør ad
skillige interessante og for hans eget Standpunkt karakteristiske Be
mærkninger saavel om van Swietens Text som om den musikalske
Komposition. „Med hvor megen Flid og Dygtighed end Korene ere
udarbejdede“, skriver han bl. a., „hvor stor Komponisten end deri
viser sig som Haimoniker, hvor megen Kunst der end er anvendt
i Behandlingen af Instrumenterne, kan man dog ikke skjule for sig
selv, at Musiken ikke passer til Ordene og Ordene ikke til Musiken;
at Deklamationen er skødesløs og forfejlet; at Personerne ikke ere
kai aktei iserede, idet f. Ex. Englenes Sang ofte staar tilbage for
Adams og Evas; at Recitativerne ere tørre og knudrede, at Sang
stemmerne ere behandlede som Instrumenter og trykkes sønder og
sammen af Bi-Instrumenternes Larm ; at Sangen er afbrudt og ikke
gjør sig tilstrækkelig gjældende; at Mellemtonerne, der ikke ere de
lavorableste for Sangere, ere brugte for meget; at Afmålingen af
Sneflokkene — en synlig Gjenstand — af brølende Løver, syngende
Lærker, kurrende Duer, den klagende Nattergal — uagtet Digteren
siger, at den den Gang, endnu ikke har klaget — og de evindelige