181 / 230
174
— Operaen i Koncertsalen —
Det langt overvejende Flertal af offentlige Koncerter frembyder
Stof til en Betragtning af O p e r a e n i Koncertsalen.
En Mængde
Koncerter bragte udførlige Syngespiludtog, næsten alle indeholdt i
det mindste en Arie, en Duet eller et større kombineret Numer fra
det dramatiske Repertoire. Det var ganske vist i en Henseende en
uberegnelig Fordel for Koncertvæsenet, at Theatrets Sangere og
Sangerinder, indtil et Forbud gjorde Indskrænkning deri, altid vare
rede med vokal Assistance ved Koncerter af enhver Art. Men paa
den anden Side laa deri en ikke ringe Fare for det vokale Kon
certrepertoires Friskhed og Selvstændighed. Fristelsen laa saa nær
til i denne de mange Koncerters Tid at vælge, hvad der netop var
for Haanden, og hvad Erfaringen fra Scenen gav Grund til at tro
vilde falde i Publikums Smag. De egentlige Koncert- og Kammer
musikværker paa Sangmusikens Omraade vare yderst f a a x), og
skjønt det naturligvis ikke traf sig saa ganske sjæ ldent, at der i
Koncertsalen kunde stiftes Bekjendtskab med Brudstykker af Ope
raer, som aldrig kom frem paa Scenen, eller hvis Opførelse Publi
kum imødesaa med Længsel, saa var det dog endnu meget hyp
pigere Tilfældet, at Koncertrepertoiret levede af Operasager, som
det enten antoges, at Publikum ikke kunde blive mæt af at høre,
eller som der ikke længer var Brug for paa Theatret. Mangen en
fortræffelig Musik fandt efter at være falden igjennem paa Scenen
et gæstfrit Asyl i Koncertsalen.
Det første Exempel af denne Art
efter Oprettelsen af den danske Syngeskole var Joh . H a r tm a n n s
Musik til „Hyrdinden paa A lperne“, der af Komponisten blev opført
som Koncert i Foraaret
1783
. Lige saadan gik det D i t t e r s d o r f s
„Den røde H u e“, M o z a r t s „Gosi fan tu tte“, K u n z e n s „Eropolis“,
W e y s e s „Faruk“, B o i e l d i e u s „Den lille Rødhæ tte“, K u h la u s
„Elisa“ o. m. fl. Blandt de dramatiske Musikværker, der omvendt
gjennem Koncertsalen maatte bane sig Vej til Scenen, vare M o z a r ts
„Tryllefløjten“ og „Figaro“ samt i en senere Periode W e b e r s
„Oberon“ de berømteste.
Et statistisk Overblik over Operasangens Forekomst i de offent-
*) K u h l a u , der indlagde sig saa store Fortjenester af vort Koncertvæsen,
komponerede ogsaa nogle her henhørende Vokalværker: en stor Scene af
Ossians „Gomala“ (1811), Sanders Kantate „Velviljens Højtid“ (1815), „Euri-
dice i Tartarus“ , stor Scene komponeret for Sangerinden Minna Becker fra
Hamborg (1816) og „Den lykkelige Hero“ , stor lyrisk Scene for Sopran med
obligat Violoncel (1819).