183 / 230
176
— Tilbagegang i Koncertbesøget —
lig, melodiøs og karakteristisk,- men som Modesmagen kun fandt
lærd, grundig og for store Musikkjendere“ x).
Denne Fejde havde
nærmest Theatret til Arena. I Koncertsalen fortrængte Rossini og
hans moderne Aandsbeslægtede uden Modstand ikke blot de natio
nale Komponister men for en stor Del ogsaa alle andre.
Smagen
for det brillante og et berettiget Krav paa Afløsning af ældre, for
slidte Paradenumere med noget ny t, mødtes her i skjøn Forening
uden at generes af andre Hensyn. Efter en Koncert paa Theatret
i
1822
, hvor Jfr. Zrza assisterede, ironiserer „Literatur-, Kunst- og
Theaterbladets“ Kritiker over en ny Balustrade og de gamle Arier.
„Der er indrettet en ret smagfuld Balustrade paa Theatrets Prosce
nium“ . skriver han , „hvilken er bestemt til at bruges ved Koncer
terne.
Da den er temmelig høj, er den især af særdeles Nytte,
naar Dørene ikke aabnes for de Solospillere, der mangle Courage
og ere af et forknyt Sind, da Publikum, der før kunde sø hele Per
sonen, nu næppe kan se den halve. For de Sangerinder, der i Al
mindelighed opvarte med gamle Arier, som baade de selv og Pub
likum har kunnet i mange Aar, og hvor det naturligvis ikke er
noget Under, at de ere saddelfaste, er denne Indretning ikke saa
gunstig, da den berøver Synet af deres elegante Garneringer o s v .;
men derfor er det da heller ingen Tvivl underkastet, at Skrankerne,
saaledes som denne Aften skete, ville, i det mindste for Damerne,
blive aabnede“.
Der klages ved sannne Lejlighed over det daarlige Besøg; kun
nogle faa Loger vare besatte, i Parket og Parterre var der næppe
hundrede Mennesker. Og Jeremiaderne over daarligt Hus ved Kon
certerne hørte i denne Periode, baade før og senere, til Dagens
Orden. Udsigten til med Nød og næppe at faa Udgifterne dækkede
eller endog sætte Penge til virkede afskrækkende paa Koncertgiverne.
For at give Koncerterne en Interesse, som Musiken alene ikke for-
maaede at skjænke dem , optoges der undertiden paa Programmet
Deklamationsnumere af N ielsen, Mad. W exschall, Ryge eller
andre yndede Skuespillere.
Saadanne musikalsk-deklamatoriske
A f t e n u n d e r h o l d n i n g e r vare oprindelig indførte hertil af den
tyske Kunstnerfamilie V e l t h e im , som i Aarene
1810—1814
oftere
spillede, sang og fremsagde Digte, dels paa Theatret, dels i Schmetzers
Gaard paa Kongens Nytorv.
Men de toge især til i Hyppighed,
0 Muth-Rasmussen i en Artikel mrk. „Stops“ i Kjøbenhavnsposten for 1833
p. 642.