Musikforeningens

— Symfonien

179

Skjønt I n s t r u m e n t a lm u s i k e n havde flere 'gunstige Chancer

for en frugtbar Udvikling, rnaatte den lige saa fuldt som Sang-

musiken bøje sig under den herskende Smagsretnings Aag. Alle

vare enige om, at Kjøbenhavn i Kapellet under Schall besad et

ganske fortræffeligt Orkester, der blandt sine Medlemmer talte ikke

faa ægte Kunstnere. Og dog se v i, at Symfonien forsvinder af

Repertoiret, at Potpourrierne og Operafantasierne tage Magten fra

Koncerten, at det gediegne findes kjedeligt og den flade Bravour

interessant, kort sagt, at Kunsten ogsaa paa dette Omraade gik

jævnt ned ad Bakke.

Lad os først tage Orkestermusiken i Øjesyn. S y m f o n i e n ,

det er H a y d n , M o z a r t og B e e t h o v e n . Ligesom disse Mesteres

Værker afgive Maalestokken for hele den samtidige Produktion af

lignende Art, saaledes kunne vi ogsaa efter den Pleje og den Mod

tagelse, de fik, bedømme Tidens musikalske Standpunkt. Vi maa

da strax bemærke, at selv om vore Koncertgivere just ikke for

hastede sig med at indføre Haydns og Mozarts og endnu mindre

Beethovens Symfonier, saa var dog den Stilling disse indtoge i det

offentlige Koncertliv, inden Kunstens magre Aar begyndte, og selv

noget efter den T id , al Ære værd. Paa Programmerne levne de

kun forholdsvis liden Plads for Wranitzky, Rosetti, P leyel, Krom-

m er, Gyrowetz, A. Romberg og andre yndede Komponister af

anden og tredie Rang, af hvilke kun R o m b e r g , fra

1805

at regne,

er nogenlunde fyldig repræsenteret. Indtil

1810

blev navnlig H a y d n

spillet særdeles hyppig, M o z a r ts Symfonier sjældnere; man valgte

hellere hans Ouverturer, især „Tryllefløjten“ og „Figaro“. De

senere Haydnske Symfonier toge efter Aaret

1800

ganske Luven

fra de Mozartske. Der rnaatte en offentlig Opfordring til for at

faa G mol-Symfonien frem paa Kapellets Koncert i Efteraaret

1804

Efter

1810

gaa baade Haydns og Mozarts Symfonier næsten fuld

stændig ud af de offentlige Koncerters Repertoire.

Hvad O u v e r t u r e n angaar, er M o z a r t indtil

1820

den mest

spillede. I

1821—1830

er han gaaet af Mode. Efter ham følge i

Tiaaret

1801—1810

Méhul, Gluck og Gyrowetz,

1811-1820

Méhul,

B. Romberg, Paér, Gluck, Cherubini og Winter med de fleste Op

førelser. M é h u ls Ouverture til „Le jeune Henri“, almindelig be-

kjendt under Navnet „La chasse“ (

ste G.

1800

), kunde i Popu

laritet næsten maale sig med Vo g e l s „Demophon“, der fra

1793

til henimod

1820

gjorde Tjeneste som Koncertintroduktion ved en

Mængde Lejligheder og selv efter den Tid ikke helt var lagt paa