Musikforeningens

— Ouverturen —

181

bort fra Koncertsalen m ed , og følgelig ophørte man at spille Sym

fonier. Ingen vovede at trodse denne Opinion. Der var naturlig

vis endnu mindre nogen, som under disse Omstændigheder faldt

paa at skrive Symfonier.

Saaledes gik der ikke saa faa Aar.

Musikvennerne beskjæftigede sig med at drøfte, hvem der havde

den største Skyld i dette beklagelige Forhold: Kunstnerne eller

Publikum. Om det lykkedes at klare et saa indviklet Spørgsmaal,

vides- ikke, men Diskussionen havde dog den gode Følge, at en

Koncertgiver endelig tog Mod til sig og satte en hel Symfoni af

Onslow paa sit Program.

Valget kunde have været heldigere.

Hvorfor ikke en Haydn, en Mozart eller Beethoven? Selv Symfoni

vennerne forekom Onslows Symfoni kjedelig. Dette var i Marts

1833

W exschall, der snart efter lod opføre et nyt dansk Værk, nemlig

F r ø h l i c h s i Rom komponerede Symfoni, havde ikke meget større

Fornøjelse deraf. Kritiken roste den omhyggelige Udarbejdelse og

fortrinlige Instrumentation; Publikum fandt Symfonien for lærd

og kunstig. Nogle Indsendere, der i „Kjøbenhavnsposten“ opfordrede

til at gjentage Opførelsen af Frøhlichs „højst interessante og geniale“

Arbejde, som burde høres oftere, benyttede Lejligheden til at an

bringe den Spydighed, at det store Publikum, som konverserer

under saadanne Musikstykker, vist intet vilde have derimod. Sym

foniens Rehabilitering i Publikums Interesse var en af de Opgaver,

for hvis Løsning Stiftelsen af „Musikforeningen“ blev af den aller

største Betydning.

Foreløbig gav denne Musikforms Tilsidesættelse Ouverturen

forøget Vind i Sejlene. Det er imidlertid ikke længer de tidligere

nævnte Mestere, der gaa i Spidsen paa dette Omraade, men der

imod B e e t h o v e n , som især ved Ouverturerne til „Egmont“ (

ste

Gang

1818

) og „Prometheus“ naaede frem blandt de hyppigst

spillede Ouverturekomponister, og fornemmelig W e b e r , hvis Ouver

ture til „Jægerbruden“ strax fra den første Opførelse i

1820

skaf

fede ham en høj Plads i Publikums Yndest, hvori han yderligere

befæstedes ved de paafølgende, tildels hyppig gjentagne Opførelser

af „Jubelouverturen“ (

1822

) og Ouverturerne til „Euryanthe“ (

1824

„Preciosa“, „Beherrscher der Geister“ og „Oberon“ (

1827

). Nær

mest efter disse Komponister kommer K u h i a u med sine bekjendte

fortræffelige Ouverturer, hvoraf vi kun skulle fremhæve „Lulu“,

„Elverhøj“ og „William Shakespeare“, endvidere Spontini, Schall,

Weyse, begge Rombergerne, Rossini, Spohr, Hummel — en Række

Navne, der viser, at man ikke i Valget af Orkesterrepertoiret gjorde