185 / 230
178
— Natursangere —
og en „krigerisk Sang“ af Biittinger. Der dannede sig øjeblikkelig
en dansk Kvartet bestaaende afZinck, Rosenkilde, Cetti ogW in sløw
jun., som skulde have optraadt ved en Aftenunderholdning paa
Theatret den
28
. Apr.
1819
med nogle firstemmige Sange eller
„Quartchordier“, som de i længere Tid benæ vned es1). Da Zinck og
W insløw imidlertid faldt fra, traadte Bauer og Kruse i deres Sted,
R o s e n k i l d e , der i sin Ungdom var en smagfuld Sanger med en
smuk Tenor, vedblev at dyrke Kvartetsangen, medens de øvrige
efterhaanden maatte erstattes med Dilettanter. I Begyndelsen blev
der kun sunget tyske Sange af B lu m , E i s e n h o f e r og C a ll, men
flere danske Komponister tilegnede sig snart denne nye Genre,
K r ø y e r s morsomme „De første Prygl etc.“ hører til de ældste
offentlig sungne danske Kvartetter.
Den firstemmige Mandssangs
Pleje i private Kredse, navnlig blandt Studenterne paa Regentsen,
hvor B e r g g r e e n med ungdommelig Iver ledede Indstuderingen,
vedrører os ikke her.
I det offentlige Koncertliv kom folkelig flerstemmig Sang endog
til at udøve en Tiltrækningskraft, som ikke kunde andet end vække
de sædvanlige Koncertgiveres Misundelse. Medens fortræffelige Vir
tuoser musicerede for tomme Bænke, havde Koncerter af „bøhmiske
Bjærgfolk“ og Tyrolerselskaber fuldt Hus. Natursangerne fra Ziller-
dalen i Tyrol, de fire Søskende H a u s e r , gjorde i
1829
Furore paa
Hoftheatret med „Der Schweizerbub’“ og „Wenn ich Morgens frtih
aufsteh’“ o. lign. Jodleviser.
Der kan næppe tænkes nogen mere
grel Illustration til Musiksmagens Forfald paa denne Tid end Theater-
direktionens Ide at engagere et Tyrolerselskab for at trække Hus
til Beethovens „Fidelio“, og den fordoblede Indtægt, som denne
kolossale Smagløshed indbragte Kassen 2).
9 I „Aprilsnarrene“ gjør Heiberg Løjer med det kunstige Navn, se 10de Scene,
hvor Simon siger: „jeg skal just hen og gere Preve po en Duet, som jeg skal
singe med tre andre gode Venner, og som kaldes en . . . hvad var det
n u ? “ Fugtel: „En Quarktorkium“. Simon: „Richtig! en Quark . . . na
gleichviel!“
2) Overskou V. p. 76.