182 / 230
— Rossinismen —
175
lige Koncerter giver det R e su lta t, at i Tiden indtil Aaret
1800
er
N a u m a n n repræsenteret med det største Antal Opførelser. Derpaa
vinder M o z a r t Overvægten og kulminerer i Ti aaret
1811
—
1820
,
men maa saa atter — ligesom B o i e l d i e u , der samtidig var den
mest yndede Komponist af den franske Skole vige — for P a é r og
R o s s i n i.
Af vore egne Komponister var i Perioden
1801
—
1820
Ku n z e n den mest sungne; derefter k o m D u P u y og K u h i au, hver
i sit Tiaar. Det Siboniske Regimente, der især hentede sin Kraft fra
den Omstændighed, at det var det lokale Udtryk for en almindelig
europæisk Strømning, stillede paany ligesom i gamle Dage den
italienske Sangmusik i Forgrunden. Foruden Paér og Rossini finde
vi ogsaa hyppig Simon Mayr, Goccia, Pacini, Meyerbeer, Garafa,
Mercadante o. a., navnlig de to første. Donizetti og Bellini begynde
lige netop at dukke frem, ligesaa Auber, Italienernes farligste Med
bejler.
Rossinis europæiske Ry daterer sig fra Operaen „Tancredi“, der
ved sin Fremkomst i
1813
satte alt i Fyr og Flamme.
1
et Nu
fløj „Di tanti palpiti“ hele Europa over, og det varede ikke længe,
inden man allevegne sang, spillede, varierede og fantaserede over de
Rossiniske Melodier. Til Kjøbenhavn naaede denne berusende Mu
sik i Forsommeren
1818
, da den tyske Sangerinde Georgine Hesse,
assisteret af flere af Theatrets Medlemmer, foredrog Amenaides store
Scene af „Tancredi“ paa en Koncert i det kgl. Theater.
I
1820
fulgte derpaa hele Operaens Opførelse paa Scenen under Sibonis
Auspicier.
Fra dette Tidspunkt kan man regne R o s s i n ism e n s
indtrængen hos os, hvor den fortrinsvis fandt Næring i Hofcirklerne
og hos en Del jødiske Musikenthusiaster.
De gamle Stridigheder
fra forrige Aarhundrede blussede op paany, og da Meningsytringerne
i den musikalske som i den literære Verden den Gang gik ud paa
„enten Forgudelse eller Korsfæstelse“, blev Kampen mellem Rossini
ster og Anti-Rossinister udfægtet med stor Hidsighed, „maaske med
en større Varme end man, af hvad man paa Prent derom har set,
skulde formode“ x). Striden stod denne Gang fornemmelig imellem
Italianismen og den nationale Kunst, navnlig personificeret iW ey se.
Men W eyses Navn blev tillige Symbolet for al Kunst, der ikke lod
sig bringe under samme Synspunkt som Rossinis sprudlende, men
flygtige og letfærdige Genialitet. „Udtrykket Weyses Maner“, skriver
en Anti-Rossinist, „brugtes til at betegne al Musik, der var natur-
*) Lit.- Kunst- og Theaterblad 11. Juli 1823, jvfr. Overskou IV. p. fl. St.