184 / 230
— Romancen og Mandskvartetten —
177
efter at det i Sæsonen
1825—1826
var bleven anordnet, at Theatrets
Sangere og Sangerinder nok selv maatte give Koncerter og synge
deri, men ikke maatte assistere andre indenlandske Koncertgivere.
Programmerne til deslige blandede Soiréer vare undertiden brogede
nok og kvantitativt særdeles righoldige —
27
Numere have vi truffet
paa i
1825
; Kritiken fandt dem jævnlig ikke meget underholdende.
At de ikke desto mindre satte sig fast i Publikums Gunst, beroede
paa, at de bød „en let og mangfoldigvis blandet Nydelse“, og blev
ikke uden Grund betragtet som et Tegn paa Tidsalderens Letsind
og Overfladiskhed.
Denne Forkjærlighed for det smaa og let tilgængelige begunsti
gede Indførelsen i Koncertsalen af et Par vokale Genrer, som ikke
blot i Tidens Løb opnaaede stor Popularitet, men ogsaa bleve af
Betydning for den nationale Kunst: R o m a n c e n m e d P ia n o f o r t e
og d e n f i r s t e m m i g e M a n d s s a n g .
Den første var et Produkt
af romansk, den sidste af tysk Aand.
En italiensk Tenorsanger,
P i a n t a n i d a , som opholdt sig her en Vinter og gjorde en vis Lykke,
gav en af de sidste Dage i Aaret
1813
en Koncert paa Theatret,
ved hvis Slutning han sang nogle Romancer, som han selv akkom
pagnerede paa Pianoforte, og optraadte ogsaa ved en senere Lej
lighed offentlig som Romancesanger. Disse Smaasange, hvoriblandt
Romancen „Je ne veux pa s“ især synes at have slaaet an, behagede
saa meget, at der udkom et Par Hefter, et italiensk og et fransk,
tilegnede Prinsesserne Caroline og Juliane. Den første danske R.o-
mancesanger var G e t t i, om hvem det blev sagt, at han forstod
„den Kunst med lidet at frembringe m eget“. Paa sin Koncert i det
musikalske Akademi i April
1815
foredrog han ligesom Piantanida
til Slutning italienske Romancer. Han akkompagnerede sig med
Guitaren, som da var i Mode.
Efter hans Exempel optoge ogsaa
andre Kunstnere franske og italienske Romancer paa deres Koncert
programmer.
Dog slog Romancen ikke saa stærkt og hurtigt igjeunem i det
offentlige Koncertliv som Mandskvartetten, der bragtes her ind i
Foraaret
1819
af et tysk Selskab, som under Navn af „Quintchor-
dium“ havde berejst. Tyskland, Holland o. fl. St. og i Kjøbenhavn
gav nogle Koncerter indeholdende dels Solonumere for V iolin, Fa
got og Fløjte, dels firstemmige Sange. Disse vare af Blum ^og de
Call, nogle ogsaa af Musikdirektør B t it t in g e r , der stod i Spidsen
for det lille, som Navnet antydede, af
5
Medlemmer bestaaende Sel
skab. Mest behagede Blums Vals „Kleine Blumen, kleine Blåttei
Musikf. Festskrift. I.
^