![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0189.jpg)
182
— Den tyske Romantik —
sig skyldig i nogen overdreven Ensidighed. Til Mærkedagene i
Ouverturens og Orkesterspillets Historie hos os høre, næst efter
hin berømmelige første Opførelse af Ouverturen til „Jægerbruden“,
ogsaa Opførelserne af S p o h r s „Faust“-Ouverture i
1823
og navnlig
af M e n d e l s s o h n s Ouverture til „En Sommernatsdrøm“ den
2
.
Decbr.
1832
paa en Koncert i Theatret af Violinisten, Koncert
mester Rudersdorff fra H amborg1).
Som to Strømme, hvis Vande brydes og blandes, trængte Ros-
sinismen og den tyske Romantik omtrent samtidig ind i vort
Musikliv. Deres Indflydelse sporedes ogsaa i den originale Produk
tion , saavel hos W e y s e og K u h la u , der begge stode med den
ene Fod paa det forrige Aarhundredes klassiske Grund og med
den anden i den nye T id , som hos de yngre. Drømmeren Weyse
synipathiserede med den romantiske Retning, Kuhlaus mere fyrige
Temperament var mest tilbøjeligt til at følge den italienske Strøm
ning. Mere udpræget viste Forskjellen sig dog hos deres Elever.
Medens Kuhlaus talentfulde Discipel C a rl S c h w a r z bekjendte
Kulør med en Ouverture for stort Orkester „å la Rossini“ (
1826
),
udviklede J. P. E. H a r t m a n n sig til en afgjort Romantiker.
At den nationale Musikaand, hvis inderste Væsen Oehlenschlåger
træffende karakteriserede som „den dybe Følelse for det poetiske i
Musiken“, var paa Romantikernes Side, kunde vel en Stund synes
tvivlsomt, men viste sig desto klarere med Tiden.
Orkestrets tiltagende Udtryksevne lagde sig for Dagen i en
Udvikling af T o n e m a l e r i e t og P r o g r a m m u s i k e n , som det
selv under vore smaa Forhold ikke er blottet for Interesse at iagt
tage. Man yndede tidlig symfoniske Satser med Motiver fra Jagtens
friske, bevægede Liv. Men Jagtstykkerne fordunkledes ganske af
Slagmalerierne, der' især paa de store Napoleonske Kriges Tid spil
lede en betydelig Rolle. Det ældste her bekjendte Exemplar af
Arten var komponeret af en tysk Musikdirektør K l o f f l e r og blev
opført af ham paa Komediehuset i Febr.
1783
. „Et ganske b e
synderligt Musikstykke, som forestiller en Rataille i
2
Chorer med
’) Den egentlige K o n c e r t o u v e r t u r e var forholdsvis kun svagt repræsen
teret og næsten udelukkende ved indenlandske Arbejder, som ikke for-
maaede at sætte sig fast i Repertoiret, saaledes af Ku n z e n (1802), G. B a r tli
(flere Ouverturer fra 1810 —1829). L. Z i n c k (1811), B r a u n (1812), G e r s o n
(1814, 1818), K u h l a u (1814), F. W. S i m o n s e n (1817), P. F u n c k (1822),
S c h w a r z (1826), F r ø h l i c h (flere Ouverturer 1826 ff.), P. J e n s e n (1827),
J. P. E. H a r t m a n n (1829), H. M. H a n s e n (1830), B r e d a l (1830).