Musikforeningens

194

— Virtuoser i det 18de Aarhundrede —

han havde studeret under Tartini, og var paa Hjemrejsen til Stock

holm. Om hans Spil bemærker Schiønning, at han „excellerede

overmaade paa Violin og overgik vores R ees“. Der var imidlertid

kun meget faa Tilhørere, „næppe

til

Mennesker“, sandsynligvis

paa Grund af den høje Pris,

Rdl. for hver Billet.

Optraadte nogle Virtuoser altfor fordringsfuldt — allerede

Scheibe taler om Virtuosernes Indbildskhed og storagtige Væsen —

vare andre igjen altfor krybende. Et Par italienske Sangere, S e c -

c h io n i og B o s c o l i , der havde sunget i Operaen i Sæsonen

1763—

1764

, anraabe høje Velyndere om at yde de fattige

Fremmede en liden Assistance til Fortsættelsen af deres Rejse

ved at bivaane en Koncert paa Bryggernes Faugshus, hvor

til Billetterne betaltes med

Mk. Danske, eller hvad enhver efter

egen kjærlig Generøsitet vilde unde dem. Der hvilede endnu over

den rejsende Virtuos et Skær af Gøgleren, en R est af ældgamle

Tiders Foragt for dem, som stillede deres Færdigheder og Talenter

til Skue for Penge, og hvis frie Fivs Uregelmæssigheder jævnlig

stødte an mod de vedtagne Begreber om Dyd og gode Sæder.

„De vandrende saakaldte Virtuoser“ , skriver „Morgenposten“ i

1787

, strømme til os i en uophørlig Kreds. Ikke saa snart har e n

udspillet, før vi se en anden paany at opslaa sine Kunststykker i

Aviser, paa Gader og Stræder, indbyder os til at høre hans Vid

undere for et Par Mark, stryger det fortjente i Snapsækken og

sætter derpaa sin Stav videre“, og Forfatteren spørger indigneret,

om det hædrer eller besksemmer den ædle Musikkunst, „at dens

Dyrkere saaledes rejse om og offentlig spille Bue for Penge og

sanke Skillinger ind ligesom Taskenspillere, Bjørnetrækkere og

Krumspringmagere.“

Det mod Aarhundredets Slutning stærkt

tiltagende Besøg af fremmede Kunstnere trak mange Penge ud af

Landet uden at yde noget reelt Vederlag, idet de vel viste megen

Kunst og F lid , men ikke rørte Hjærtet „mere end den, der spiller

„Katten er mit Søskendebarn““.

De allerfleste Tilhørere forstode

ikke et Sandskorn af hele Mesterstykket. De gav blot deres to

Mark ud for at faa et Par Timer kvalt, bekigge Damerne i Logerne

og kunne sige, at de havde ogsaa hørt den Virtuose. Vore egne

Musikere skulde vogte sig for „at lade sig forlede af de omløbende

Kunstspillere til at vise kunstige Haandgreb og Firlefans i Stedet

for at røre Sjæl og Hjærte ved henrivende Toner“.

Maaske var der lidt overdrevent i alt dette; men der fandtes

unægtelig meget i det

de Aarhundredes Virtuosvæsen, som i alt