207 / 230
300
— Virtuoser paa Harmonika —
S e id l er (
1794
), hvem det lykkedes at vinde for Kapellet, og den
ældre F ü r s t e n a u (
1798
), Klarinettisten B ä h r (
1799
), Oboblæseren
B r a u n (
1793
) samt Hornisterne T ü r r s c h m i d t (
1793
) og L e B r u n
(
1799
) fortrinsvis Krav paa at nævnes.
Et Instrument, der i forrige Aarhnndrede paa Grund af sin
klangskjønne, ejendommelig inciterende Tone havde talrige Velyndere
endog blandt de største Musikere, men senere er gaaet af Brug, var
Harmonikaen. I dets mest primitive Form blev det spillet af G lu c k
ved hans Benefice paa Charlottenborg i
1749
.
Efter at Franklin
havde givet det en mere rationel Konstruktion, bragtes det i
1773
hertil af den badensiske Hoforganist F r ic k som noget ny t, ved
hvilken Lejlighed det beskrives som bestaaende af Glasklokker i
forskjellige Størrelser, „som ved en Velle omdrives“, og hvorpaa der
spilles som paa et Klaver. Dets Omfang var
3
Oktaver, og Tonen
frembragtes „ved R iven rned Fingrene paa Glassene“. De fleste og
mest berømte Virtuoser paa Harmonika tilhørte Kvindekjønnet,
Hos os gjorde især Fru W e s t e n h o l z og den blinde M a r ia n n e
K i r c h g e s s n e r Opsigt.
Da de begge besøgte Kjøbenhavn i
1797
.
havde man god Lejlighed til at anstille Sammenligninger.
W eyse
satte den første højest. „Hendes sjælfulde Harmonikaspil henrykte
mig ubeskrivelig“, siger han i sin Autobiografi. „Jeg tror ogsaa, at
det ikke let er muligt at spille Harmonika udtryksfuldere og paa en
mere passende Maade.
Madem. Kirchgessners Spil tilfredsstillede
mig langt mindre trods hendes meget større Færdighed. Harmoni
kaen klang under hendes Behandling ofte ikke meget bedre end et
Positiv“. Flere andre Instrumenter, som f. Ex. det saakaldte „Pan
taleon“, og Gr e in er s „Bue- og Hammerklaver“, ere ligeledes nu for
svundne fra Koncertsalen eller som Mandolinen o. dsl. henviste til
de populære Forlystelsesanstalter.
Saa længe Hoffet underholdt et italiensk Operapersonale, blandt
hvis Medlemmer der endog stundom kunde findes Kunstnere af
allerførste Rang, som f. Ex. Tenoristen A n s an i, var der ingen For
retninger at gjøre for andre tilrejsende Sangere. Saadanne optraadte
derfor ogsaa kun rent undtagelsesvis i Tiden før Operaens Nedlæg
gelse i
1778
. Og selv efter dette Tidspunkt var Tilstrømningen af
fremmede Sangkunstnere langt mindre, end man skulde have ven
tet. Noget verdensberømt Navn forekommer ikke blandt de Sang
virtuoser, der i den sidste Del af forrige Aarhundrede udstrakte
deres Rejserouter til disse nordlige Bredegrader.
De fleste vare
italienske. Sangerinderne N i c o l o s i og d’O r c e tti, der ere omtalte