213 / 230
206
— Mad. Catalani —
noget haarde, og „en hos denne Sangerinde ejendommelig Maade
at markere hver Tone saaledes, at den faar ligesom et Knæk“,
endogsaa ubehagelig1).
Et kræsent Øre havde altid havt noget
at udsætte paa Mad. Gatalanis Teknik. Spohr sammenligner hendes
berømte kromatiske Skala med Stormens Hylen i Skorstenen. Det
var ligefrem ængsteligt at se den Maade, hvorpaa hun brugte Hage,
Læbe og Tunge ved Triller, Forsiringer og kromatiske Løb. Hun
manglede derhos baade Smag og ægte Varme. Indtrykket, som
hun lod tilbage efter sin Bortrejse, var nærmest en Skuffelse. „I
pekuniær Henseende gjorde hun Lykke“, skrives der i Maj
1828
til „Allgem. mus. Zeitung“.
„Derimod kan man ikke sige, at hen
des Sang svarede til de flestes Forventninger. Og havde hun ikke
tidligere paa andre Steder erhvervet sig Titel af en Sangens Dron
ning, her havde hun næppe opnaaet den. Rigtignok beundrede
Publikum hos hende Stemmens overordentlige Kraft, saavel som
den sjældne Færdighed, Passagernes Runding og Blødhed, men det
savnede den fortryllende Stemme, som hun maaske engang har
ejet, saavel som den ægte Begejstrings Udtryk, som hun næppe
nogensinde har været i Besiddelse af“.
Fra den
23
. Decemb.
1827
til den
30
. Marts
1828
sang Mad.
Catalani i alt i
10
Koncerter, de fleste.Gange paa det kgl. Theater.
Den store Godgjørenhed, for hvilken hun var bekjendt, fornægtede
sig heller ikke her. Hun sang baade til Fordel for Konservatoriet»
for Blindeinstitutet og for Bombebøssen. Hendes sidste Optræden
var i en Passionskoncert paa Theatret, ved hvilken Lejlighed hun
bl. a. foredrog en Duet og en Finale af Rossinis „Moses“, den
første sammen med Ida Fonseca, den sidste med begge Søstrene
Fonseca og Phister. Paa de øvrige Koncerter plejede hun at synge
nogle af den halve Snes italienske Arier, hvormed hun havde lagt
største Delen af Europa for sine Fødder. Hendes mest bekjendte
Bravournumer var de Rodeske Violinvariationer, som andre store
Sangerinder efter hendes Exempel vel havde 'sunget med en mere
fuldendt Glathed og Egalitet, men ingen „med en saadan
Spirito,
med saa megen Lys og Skygge“. Størst Sensation vakte det dog,
naar hun til Slutning stod frem og med uforlignelig Majestæt in
tonerede den engelske Nationalhymne, „hvis Begyndelse hun med
passende Hensyn forandrede til „God save Frederik our king“, og
som paa en særdeles højtidelig og værdig Maade istemtes i Kor af
') Heibergs „Flyvende Post“
1828
. Nr.
1
.