217 / 230
2 1 0
- Welser —
Penge.
Uheldigvis var en anden Klaverspiller, P a s s y , kommen
ham i Forkjøbet, saa at hans Optræden forsinkedes i flere Dage.
Ventetiden forkortedes ham imidlertid paa det bedste.
Folk kla
gede rigtignok stærkt over T iderne, men den Række selskabelige
Ovationer, som Weber blev Gjenstand for, tydede ikke paa, at der
var nogen Mangel. Han var henrykt over den selskabelige Om
gangs Finhed og Elegance, ligesom det materielle Livs substantielle
Dygtighed gjorde et overmaade godt Indtryk paa ham , da han
ingenlunde foragtede Bordets Glæder.
Desuden blev hans Selv
følelse paa en saa elskværdig Maade smigret ved allehaande Op
mærksomheder, at han i et af sine Breve til Hjemmet udbryder:
„Det er ikke muligt at blive mere feteret, end det sker med
mig her, og jeg vil leve i Erindringen, naar det hjemme er saa
ganske anderledes“.
Ogsaa om Modtagelsen ved Hoffet taler han
med den største Begejstring x).
Endelig, den
4
. Oktober, kom han til at spille for de Kongelige.
Kapellet udførte Ouverturen til „Gosi fan tu tte“ bedre, end han
nogensinde havde hørt den, Siboni sang, Weber spillede sin „Bondo
brillant“ og Fantasi over „Vien qua dorina bella“. Udfaldet var
glimrende.
Majestæterne viste sig uendelig naadige og opfordrede
ham indtrængende til snart igjen at komme hertil.
Den offentlige
Koncert , som fandt Sted paa det kgl. Theater Søndagen den
8. Oktober, svarede ligeledes i alle Henseender til Forventningerne.
Indtægten var tilfredsstillende, Bifaldet og Æren overordentlige.
Koncerten aabnedes med den tidligere omtalte Førsteopførelse af
Ouverturen til „Jægerbruden“ („Friskytten“), der har givet denne
Koncert en vis historisk Navrikundighed.
Derefter spillede Weber
paa et „herligt“ Pianoforte af den herværende Richter og Bech-
mannske Fabrik en Koncert af egen Komposition.
„Dyb Stilhed
under Udførelsen og stormende Bifald efter samme belønnede Kunst
neren for hans uforlignelige Spil“ , som det hedder i Kritiken.
Især forstod han ved Slutningen af Adagioen at henrive Tilhørerne
ved et Arpeggio, som han lod stige fra det svageste Pianissimo til
Forte paa en Maade, som man næppe havde antaget for mulig
paa Pianofortet. Koncertens første Del sluttede med en Tenorarie
af Paers „Agnese“, sungen af Zinck. Anden Del indeholdt Ouver-
’ ) Om Webers Besøg i Kjøbenhavn, se „Carl Maria von Weber. Ein Lebens
bild“ von M. M. v. Weber II. p.
259
ff.