219 / 230
212
— Violinspillere —
sig til Biomstændigheder end til deres egen Betydning. Den ene
var M o z a r ts Søn, som i
1819
kom hertil for at besøge sin Moder
og gav en Koncert paa Theatret. Den anden kaldte sig paa P la
katen med en vis Ostentation H a n s H a a g e n s e n S k r a m s t a d ,
Bonde fra Norge, og viste sig i et „noget raffineret“ norsk Bonde-
kostume. Hans Koncert paa Hoftheatret i November
1824
havde
samlet en usædvanlig stor Tilhørerkreds, men hans Spil var ikke
noget overordentligt. Heldigst var han i en Koncert af R ies, som
han udførte med megen Færdighed og en frappant Sikkerhed.
A f Violinspillere fik man at høre to af de berøm teste, i
1802
G i o r n o v i c h i og i
1820
A n d r e a s R o m b e r g .
Giornovichi, en
af de sidste store Repræsentanter for det
18
de Aarhundredes
italienske Skole og en yndet Komponist for sit Instrument, var
Elev af Lolli, hvem han slægtede paa ikke blot i sin Kunst, men
ogsaa i sin Vandel. Han døde et Par Aar efter i St. Petersborg
under et Parti Billard, i hvilket Spil han var en lige saa stor
Mester som paa Violinen. Rombergs klassisk reneStil var lige
ledes inspireret af det foregaaende Aarhundredes Aand. Paa sine
Koncerter her i Foraaret
1820
udførte han især Dobbeltkoncerter
med sin Søn Heinrich.
De fleste fremmede Violinvirtuoser i denne Periode vare Ty
skere. Blandt dem alle synes J o h a n A d o l f B e e r , der introdu
cerede sig som en Discipel af Romberg og Spohr, at have vakt
størst Interesse.
„Dagen“s Anmelder er endog tilbøjelig til at
sætte ham over Romberg og til at anse ham for den bedste Violin
spiller, der var hørt her siden Moser. Beer optraadte baade i
1812
og i
1821
. Efter Antallet af de givne Koncerter og de høje Billet
priser at dømme maa ligeledes C a r l M i ih le n f e l d t have vidst at
skaffe sig Velyndere ved sit dobbelte Talent som Pianist og Violin
spiller. Paganini naaede ikke hertil. Man fik da tage til Takke
med en af hans Efterabere, Violinisten N a g e l, der i
1829
produ
cerede sig i flere af de Paganiniske Kunststykker. Bl. a. udførte
han et „Potpourri i en ny Maner
(la mancanza delle corde)
af
Indhold:
a.
Introduktion og Thema paa fire Strenge,
b.
Varia
tioner paa tre Strenge,
c.
Polacca paa to Strenge,
d.
Adagio
alene paa den ene G Streng.“
Til de virkelig betydelige Violin
spillere hørte A u g u s t P o t t (
1831
), hvem Rygtet udpegede som
Schalls Efterfølger, og Svenskeren J. F. B e r w a ld (
1833
), der
allerede som Barn havde gjæstet Kjøbenhavn og aflagt de mest
overraskende Prøver paa en tidlig udviklet Begavelse. Et Par