214 / 230
— Anna Mildei1 —
207
en stor Del af det forsamlede Publikum“. Det stødte dog, at hun
heller ikke her kunde afholde sig fra smagløse Forsiringer. „Den
paa Ordet „God“ anbragte Maner var lige saa upassende som
Trillen paa Ordet „the“.“
Den store tyske Gluck- og Håndelsangerinde A n n a M il d e r s
Gæsteoptræden det følgende Aar giklangt mere stille af, skjønt
det i et Privatbrev, der er skrevet umiddelbart efter hendes første
Koncert den 8. Novb.
1829
og blev offentliggjort i et tysk Blad,
hedder, at hun i de fem Uger, hun havde været her, saavel ved
Hoffet som i Privatcirkler og ved sin offentlige Koncert havde vakt
Henrykkelse og Beundring hos Kjendere og Lægfolk. Til sin første
Koncert havde hun for at imødekomme den herskende Smag gjort
sig skyldig i det Misgreb at vælge italienske Bravournumere, som
laa udenfor hendes egentlige Bepertoire. Næste Gang sang hun
derimod en Arie af „Messias“, Elviras Arie af „Don Juan“ og en
stor Scene af „Alceste“.
Navnlig var Udførelsen af de Håndelske
og Gluckske Stykker mesterlig. I Mozarts Arie mislykkedes Slut
ningstrillen. Koncerten endte med „Kong Christian stod ved højen
Mast“, som hun udførte paa Dansk under stor Jubel. Sidste Vers
istemtes af Publikum.
Mad. Milder - Hauptmann ejede ligesom Mad. Catalani en af
de store Stemmer — „en Stemme som et Hus“ havde Haydn i
sin Tid kaldt den — men ellers var hun en fuldstændig Modsæt
ning til den ildfulde Italienerinde. Hun havde ikke Catalanis Bravour
og kunde i Grunden hverken synge Triller eller Passager. Der
kunde være noget tungt og monotont over hendes Sang, men den
gik til Hjærtet. En dansk Musikven, som nogle Aar tidligere havde
hørt hende i „Iphigénie en Tauride“, gjengiver sit Indtryk paa
følgende Maade: „Hendes Stemme var som hendes Krop stærk,
rund og fyldig, af den korrekteste Klang, man kan tænke sig;
ingen Roulader, næppe et Forslag eller en nok saa ubetydelig
Zirat hørte m an, men derimod den fuldkomneste og Ærnnet vær
digste Expression, den skjønneste Modulation af S temm en, den
tydeligste Accentuation og en Deklamation samt et Minespil, der
kun kan være Frugten af et dybt Studium og de heldigste Natur
gaver“ x).
Ogsaa blandt Sangkunstens mandlige Udøvere have vi enkelte
betydelige fremmede Kunstnere at notere: Svenskerne S t e n b o r g
a) „Kjøbenhavnsposten“
1830
, Nr.
1
.