208 / 230
— Sangere —
201
i det foregaaende som engagerede ved Privatkoncerterne, optraadte
ogsaa offentlig i Aaret
1781
.
Som de sidste mandlige Sopransan
gere, man her fik at høre, kan nævnes C a lc a g n i, der koncerterede
her i
1785
sammen med Tenoristen P e r e z , og C a r lo B a r b e r i n i ,
der optraadte det følgende Aar, en Sanger, hvis Arrogance skal
have været betydelig større end hans Talent og som derfor næppe
behagede. Derimod gjorde en Mad. A m a t i i Aarene
1799
og
1800
en Del Lykke, skjønt Kritiken mente, at hun ikke kunde komme
højere end i anden Klasse. Blandt de ikke-italienske Sangkunstnere
var Svenskeren K a r s t e n , der i
1784
gav en Koncert paa det kgl.
Theater, uden Tvivl en af de betydeligste. Ligeledes hørte Englænder-
inden Mad. P io m e r - S a l v i n i (
1797
) til de mere fremragende. Hun
sang efter Schiønnings Mening overmaade vel.
„Ingen her kunde
saaledes tvinge Tonerne og med en saadan Kunst slaa dem sammen.
Jeg erindrer ikke en Gang at have hørt nogen italiensk Sangerinde,
der var hendes Mester i det.
Men det var liden Grace og Ind
tagenhed, hun var lille og tyk &c og havde ikke Italienerindernes
skjønne Manierer“.
Hvilken Nationalitet de end tilhørte, bestod
Sangvirtuosernes Repertoire næsten udelukkende af italiensk Musik.
Medens Instrumental-Virtuoserne oftest spillede Koncerter af egen
Komposition, foredroge deres syngende Kollegaer gjerne Arier af
yndede italienske Operaer.
Det sædvanlige var, at de tilrejsende Virtuoser strax ved deres
Ankomst søgte at faa Adgang til at lade sig høre ved Hoffet. Det
kunde ikke gaa an først at spille offentlig, og desuden var deres
Optræden for de høje Herskaber den bedste Reklame overfor Pu
blikum. Som oftest fik de derefter Tilladelse til at benytte det kgl.
Theater til en eller et Par Koncerter for egen Regning. De musi
kalske Selskaber indførte en lignende Praxis, saa at de fremmede
Kunstnere for at faa Salen til en offentlig Koncert først maatte med
virke i de ugentlige Koncerter.
Jævnlig fik de ogsaa Foræringer.
Kontrabassisten Kåmpfer, „en overordentlig fin og artig Mand“, som
forstod at gjøre sig yndet i Klubberne ved sit joviale Væsen, mod
tog, da han forlod Kjøbenhavn, af det harmoniske Selskab en Ring-
til
40
Rdl., af Kongens Klub
50
Rdl. i Guld og af Drejers Klub en
Berlok af
40
Rdl.s Værdi. Hoffets Presenter til Virtuoserne og Vir
tuosinderne bestod for det meste af Gulddaaser, Ure el. lign.