Musikforeningens

— Antonio Lolli —

195

Fald tildels retfærdiggjorde Forfatterens

Betragtningsmaa.de.

Selv

udmærkede Virtuoser forsmaaede ikke markskrigerske Avertissemen

ter og alle Slags musikalske Hokuspokus.

I December

1780

gav

Violinvirtuosen d e la F la y e et Par Koncerter i Giethussalen og

tog en Rdl. for Billetten. Han havde samme Foraar koncerteret i

Christiania, hvor vi se , at han lokkede Folk med Løfter om , at

han „foruden en Del prægtige Solos blandet med Flageolet-Stemmer

etc.“ vilde lade høre, „hvor højt Kunsten p aa en Violin af

Strenge

kan bringes, nemlig med ordinær Blyantspen at udføre noget saa

extraordinært, som til denne Time ikke er hørt af nogen Violinist

i Europa“, og som han ikke en Gang selv var i Stand til at exekvere

med sin V iolinbue1). De to berømteste Repræsentanter for denne

Klasse Virtuoser vare den italienske Violinspiller Antonio Lolli og

Klaver- og Orgelvirtuosen Abbed Vogler.

L o l l i gæstede to Gange Kjøbenhavn, i

1784

alene og i

1791

ledsaget af sin Søn, Violoncellisten Filippo Lolli. Den første Gang

spillede han paa Theatret den

. September en stor Koncert og

to Sonater af egen Komposition.

Han var da i sin fulde Kraft,

omstraalet af et europæisk Rys Glorie. Men medens han for nogle

stod som et af de ypperste Genier — han er endog bleven kaldt

Violinspillernes Shakespeare — ansaa andre ham slet og ret for en

Nar.

Alle vare dog enige om, at hans Intonation var fuldendt,

hans Foredrag skjønt i den brede og alvorlige Stil og hans tekniske

Færdighed noget aldeles uhørt. Den vidunderlige Lethed og abso-

lute Sikkerhed, hvormed han spillede de vanskeligste Dobbeltgreb,

Oktaver, Decimer, Dobbelttriller i Tertser dg Sexter, Flageolettoner

osv., vakte allevegne den største Beundring. Derimod var hans

Spil yderst kapriciøst — det var næsten umuligt at akkompagnere

ham — og fuldt af de mest bizarre Indfald.

Han beskrives som

en smuk Mand, men en stor Laps og Charlatan, overordentlig extra-

vagant og en uforbederlig Spiller.

Burney skriver om ham i An

ledning af hans Optræden i London Aaret efter at han var her i

Kjøbenhavn, at de fleste paa Grund af hans excentriske Stil, baade

i Komposition og Udførelse, ansaa ham for gal. Det var ikke mu

ligt at forestille sig noget saa vildt, saa vanskeligt, grotesk, ja endog

9 Jvfr. Huitfeldt: „Christiania Theaterhistorie“ p. 101. De la Hayes^Navn er

udødeliggjort af Bellman i Fredmans Epistel om „Kungsträgarden“ :

Fordom förtjuste denna vår park

Grenzer, La Hay, Anzani, Camilla.