Musikforeningens

— Weyse og Kuhlau —

189

Det er med et Suk man maa tænke paa, hvad to saa over

ordentlige Talenter som W eyse og Kuhlau vilde have kunnet frem

bringe under andre, gunstigere Forhold netop ogsaa paa dette

særlige Omraade. W eyse trængte til kraftige, sympathetisk virkende

Impulser for at komme i Aande. Kuhlaus let flydende, aldrig

hvilende Pen lod sig altfor villig føre af Modens øjeblikkelige

Strømninger. Begge maatte de slide for „det kjære Brød“. Om

W eyse skrev Provst Schmidt i

1811

: „Han beklagede sig over, at

Informationer optoge hans meste T id, og tungt er det, at et saa-

dant Geni og Talent skal kues under sligt aandsfortærende Arbejde“.

Kuhlau, der var en daarlig Økonom og havde et Par gamle, fattige

Forældre at sørge for, arbejdede under et endnu haardere Tryk.

Følgen var, at W eyse næsten helt holdt op med at komponere for

Klaveret, medens Kuhlau ofrede en altfor stor Del af sin Tid og

sine Evner paa Produktionen af de lette Varer, som han havde

Udsigt til at faa afsatte. De første Klaverstykker af ham, der udkom

paa dansk Forlag, vare nogle Danse og lette Variationer over

„Manden med Glas i Haand“.

Kuhlaus Virtuosperiode, for saa vidt den vedkom Offentlig

heden, strakte sig indtil Aaret

1822

. Hans flittige Kompositions-

virksomhed synes efter den Tid at have hindret ham i at vedlige

holde d e n ' manuelle Færdighed. M oscheles, som i

1829

hørte

ham foredrage sin G mol-Kvartet ved en af Hofagent Waage-Peter-

sens musikalske Soiréer, siger om Udførelsen, at Kuhlau i sit Spil

ikke altid var Herre over Vanskelighederne1). Af hans Koncert

kompositioner gav man F mol-Koncerten Fortrinet. Hvad B e e t h o -

v en -D y rk elsen angaar, gik det i Kuhlaus senere Leveaar ikke

frem, men tilbage. Tiden var stærkere end han. Især er det be

tegnende, at ingen af hans Elever turde give sig i Kast med de

Beethovenske Koncerter, i det mindste ikke overfor Offentligheden.

Den følelsesfulde, men „altfor lidt kraftige“ Gerson spillede D u s -

s e k , Schwarz og Luders især H u m m e l og B i es.

Tiden — det var det store Publikum. A f de musikalsk dan

nedes Forhold til Beethoven giver en Anmeldelse af Es dur-Kon-

certen, spillet af en ung svensk Pianistinde i

1821

, et ganske fint

og vistnok korrekt Billede. „Denne store Komponist“, hedder det

her, „er uden Tvivl den dristigste Sejler paa Harmoniens Bølger.

9 „Aus Moscheles1 Leben“. Von senier Frau. I. p. 213.