Musikforeningens

— Kammermusiken —

Ballotter, Komedier og Konc e r t e r 1). Fra Italien korn den instru

mentale Kammermusik til Kejserhoffet i Wien og fra Wien til

Dresden, hvorfra Vejen atter i hin Periode gik direkte til det danske

Hof. Som alt nyt blev denne moderne Kunstart i Førstningen

optagen med Uvilje af Mændene af den gamle Skole. Englænderen

John Price, der i

1630

blev Direktør for „den lille Kammermusik“

ved det sachsiske Hof, klager over, at han gjerne vilde have ind

rettet Kammermusik „paa nuværende italiensk Maner, saaledes som

man plejer at musicere instrumentaliter ved det kejserlige Hof med

to, tre eller flere Personer“, men havde mødt Modstand hos sine

Kolleger2).

Ikke længe efter, se vi, kom man ogsaa ved Christian IV’s Hof

ind paa dette nye. I

1636

blev nemlig J acques Fouca r t , der

havde været Violist i Kapellet siden

1624

og døde Nytaarsdag

1641

stillet i Spidsen for en særlig Afdeling af Hofmusiken, „og skal han

herefter være vor øvSrste Fiolist og de andre af vore Fiolister som

det sig hør dirigere“. Da Kapellets Etat udviser, at der foruden

ham kun var

Violist og

Viol de Gambist, ledes Tanken natur

ligt hen paa Kainmermusiken, specielt Sonaten for

Violiner og

Bas, en af de ældste Kammermusikformer. Efter Foucarts Død

kom en anden Franskmand, F r anço i s Francoeur , i hans Sted.

Til den vokale Kammermusik engageredes i

1638

Bassangeren

Benede t t o Bonagl i o og Altisten Agos t i no Font ana , der i

Kongens sidste Leveaar forfremmedes til Kapelmester. Vi træffe

fra nu af ogsaa i Anvendelsen af Benævnelserne Kammer, Kam-

mermusikUs osv. paa en Sprogbrug, der forudsætter Indførelsen al

den nye Musikart. I

1639

lod Kongen saaledes skjænke

Dal.

til „en polnisk Musikant, som nogen Gange havde opvartet udi K.

M.s eget Kammer med de andre ny italienske Sangere“ 3). Den

tidligere omtalte Gabriel Voigtlånder kaldes i

1642

Prinsens Kammer-

Musikant, og Kapelmesterbestallingerne, der forhen løde paa Op

vartning i Kapellet og andensteds, hvor Behov gjøres, nævne her-

’) . . . „la musica tanto da Chiesa quanto da c am e ra * . . . „hora intornei,

hora in balletti, hora in commedie et in varj c o nc e r t i et finalmente nello

concertar le due viole“. Se Slutningsbrevet i Monteverdes „Scherzi nrusi-

cali“ Venedig 1609. Ambros: Geschichte der Musik IV. p. 354.

2) Fürstenau: Beiträge zur Geschichte der kön. sächs. mus. Kapelle. 1849.

p. 85-86.

3) Musikant betød den Gang Sanger. Senere brugtes det som en almindelig

Titel svarende til vort Kammersanger eller Kammermusikus.