Musikforeningens

— Scheibe om Smagen —

Text under i et andet Sprog, men som paa ren Dansk at sige

klinger altfor forliebt og følgelig ere in Stylo ecclesiastico Foragt

værd; endelig disse selvkloge smaa Klavér-Traktører, der staa i

den Formening, at naar de slog en Node an foruden at tilføje en

Maner, begik de en hæslig Fejl, og som derfor heller fordærve

Melodien, saaledes at man formedelst lutter Manerer næppe kan

kjende Melodien af Stykket.

At modarbejde Smagløsheden i alle Skikkelser maatte netop

være et Samfunds Sag, til hvis Ledere der stilledes den Fordring,

at de skulde have en god Gout udi Musiken. Men hvori bestod

den gode Smag? Sche i be paatog sig Besvarelsen af dette

Spørgsmaal.

I et eget lille Skrift, der udkom 1745 blandt Til

læggene til en ny Udgave af hans „kritiske Musikus“, udvikler han

sine Anskuelser i denne Retning, som han dels søger at begrunde

ad historisk-filosofisk Vej, dels nærmere belyser i det enkelte ved

et kritisk Overblik over de berømteste ældre og nyere Komponister.

Især dvæler han ved sine Landsmænd: den lærde Kantor ved

Thomasskolen i Leipzig Joh. Kuhna u og hans Modsætning den

letsindige, varmblodige og poetiske Melodiker Re i nha r d Ke i s er ;

Tel em an n med den kjærnefulde Skrivemaade og det mærkelig-

alsidige Talent; Hände l , der vel mangen Gang laante Ideerne fra

andre, navnlig fra Keiser, men overalt i sine Arbejder lagde en

ren og fin Smag for Dagen og var ligesaa uforlignelig i sine Klaver-

sager, som han var beundret for sine italienske Operaer og andre

Sangkompositioner; og saa tilsidst de to fortræffelige Mænd, som

for Tiden vare Tysklands største Hæder, og med hvem der saa at

sige begyndte en ny Periode i Musiken: Ha s s e og Graun. -Og

skjønt der ogsaa nævnes flere nyere italienske Mestere som Repræ

sentanter for den gode Smag saasom Astorga, Marcello, Gasparini,

Buononcini, den ældre Conti, Lotti, Bigaglia, Porpora, den store

Violinist Vivaldi, Tartini o. a., er det endelige Resultat af Under

søgelsen, at det nu var de tyske Komponister, der gik i Spidsen

for Udviklingen.

Hvad den største af dem alle, Joh. S eb. Ba ch , angaar, da

kunde Scheibe som Klassicismens Forkæmper ikke forsone sig med

hans kunstige Skrivemaade, som han aandrigt sammenligner med

den gothiske Stil i Bygningskunsten og er nær ved at finde barba

risk. Vi have berørt hans personlige Sammenstød med Bach, over

for hvem han vel aldrig ganske kunde frigjøre sig for en vis Bitter

hed i Sindet. Men det skal dog siges, at han var en Beundrer af