74 / 230
— Til Scheibes Karakteristik —
G
7
er mager, Stilen pedantisk. Han er i den Henseende mærket med
Tidens Stempel.
Som Menneske kaldes han i et Mindedigt af
I. H. W. „en øm og ædel Aand for Venskabs Himmel skabt“ . Lige
som alle Reformatorer blev han forskjellig bedømt af sine Sam
tidige, beundret af nogle, haanet af andre, alt efter det Parti de
tilhørte.
De fleste forstode eller ænsede ham ikke. „Denne
højst fortjente og, som jeg frygter, for lidet paaskjønnede Mand“
kalder Ewald ham. Den skarpe Opposition, hvori han havde stillet
sig til den nyere italienske Musik, drev dennes Velyndere over i
hans Fjenders Lejr. Der kunde heller ikke let findes nogen større
Modsætning end mellem Rococoperiodens italienske Mestere og en
Mand som Scheibe, der
. . . . indsigtsfuld paa Kundskabs torned Vej
utrættet vandred frem til Visdoms ædle Skatte
og med Newtonisk Held opdaged skjulte Drifter
og skabte Følelser, at Sjælen daaned hen.
som der staar i det nys citerede Mindedigt. Hans Musik manglede
alle hines mest bestikkende Egenskaber, Letheden, den iørefaldende
Melodiøsitet, Bravouren, den hele glimrende Overfladiskhed, der
skabte dem en udbredt om end kortvarig Succes. „Hans Arier
nynnes af ingen Pudderhelt, af ingen sød, fin og falsk Stemme;
thi Manden var stor, og hvad har vor fine Verden med Storhed
at bestille?“ bemærker en af hans Beundrere bittert, idet Publi
kums Forhold til hans Kunst nærmere karakteriseres saaledes:
„Scheibe miskjendtes, thi han havde sande Fortjenester og brov-
tede ikke. Han saa dybt i Musikens de mange og store Hemme-
ligheder, og derfor kunde han aldrig nedlade sig til de musikalske
Snurrepiberier, som have de indbildte Kjenderes Beundring, deres,
hvis Tal er Legio. Naar han satte Musik, saa troede han at maatte
følge Digterens Tanker, at maatte lade Tonerne stræbe at opvække
lige saadanne Forestillinger i Tilhørernes Sjæl som Digteren ved
Ordene, og da var det naturligt, at de fleste nægtede ham Bi
faldet, thi de fleste skjøtte ikke at erindres om, at de have en
S jæl . . . . Kun faa erindre sig den høje Vellyst, som de nød ved
at høre en Ewalds Poesi ledsaget af en Scheibes Musik. Men og
hos disse faa er Scheibe udødelig som Ewald“ 1).
En af de faa var Edvard Storm. I smukke Ord, der røbe
den rette Forstaaelse af, hvad Scheibe i sin Kunst havde tilsigtet
J) Aim. dansk Lit. Journal 1780 p. 386.