![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0075.jpg)
6 8
— Beundringen og Kritiken —
som det væsentlige, skildrer han det mægtige Indtryk af den
Ewaldske- Passionskantate:
Musik og Digtekunst er Søstre. Hver for sig
kan virke Under nok og være sejerrig.
Foruden Ord og Pen den blotte Tone taler,
den græder, fryder sig, beundrer, lokker, maler;
og Sjælen hører det, og Øret det forstaar,
saa tidt fra spændte Streng en vældig Tanke gaar.
Men naar Euterpes Yen med Skjalden sig forener,
naar hin udtrykker stærkt, hvad denne dristigt mener,
naar, Scheibe! Ewalds Kraft af din Fortryllelse
bli’er understøttet, hvor henrives Hjerterne!
Hver Dæmning brydes da, ret som naar tvende Strømme
forenes i sit Løb og Marken oversvømme,
de rykke Træer op, de rulle Stene frem,
og den forbavste Dal kan neppe rumme dem1).
En ny Tid med nye Idealer bragte Scheibes Musik fuldstændig
i Forglemmelse. Det Omslag i de æsthetiske Anskuelser, der ind
satte Fantasien og den sunde, naturlige Følelse i deres tabte Ret
tigheder, maatte nødvendigvis bringe en Kunst, i hvilken Reflexionen
spillede en saa fremtrædende R.olle, i Miskredit ogsaa udenfor
Italienervennernes Kreds. De yngres Dom over Scheibes Musik
var en Dødsdom. Dette kom navnlig frem, da Schulz havde kom
poneret Ewalds Oratorium „Maria og Johannes“ , i hvilken Anled
ning Kritiken mente at burde give dette fortræffelige Værk endnu
mere Relief ved til Gavns at gjøre det af med den ældre Mester.
Scheibe kaldes en Mand uden Opfindelse og uden Smag, fuld af
musikalsk Lærdom, men aldrig tilsmilet af Musikens Genius. Hans
Musik var ingen Musik. Den var egentlig kun et tørt Register
over R.eglerne og Undtagelserne fra Reglerne for den rene Sats, et
Nodeinakværk, paa hvilket man uafladelig kunde høre, hvor ængste
lig møjsommeligt Komponisten ved hver Linie havde afpresset sin
Hjærne Noget, der kunde se ud som en Tanke. Alt er lige koldt,
enten saa Digterens Udtryk er fuldt af Følelse eller tomt. „Stak
kels Ewald! at Du skulde være saa ulykkelig ikke at høre det
Trylleri, som Du lagde i dine Sange, og som først en anden senere
lokkede frem!“ 2) Tidens Løsen var den Gang: Ned med det
gamle! Kritikens Arbejde væsentlig et Rydningsarbejde, der skulde
’) Digtet „Ewald eller den gode Digter“ (1782).
2) G. F. Gramer. Musik. Erstes Vierteljahr. 1789. p. 153.