serede han et Par Aar, men den 27. Februar
1860 sendte han i Tilslutning til de fem tidligere
et nyt, meget omfangsrigt Andragende ind,
denne Gang gaaende ud paa »Tilladelse til at
lægge en Hestebane med
enkelt
Spor og samme
Sporvidde som Kjøbenhavn—Korsørbanen, fra
dennes
Station ved Kj øb enhavn
deels til
Frede
riksberg,
deels ad Philosophgangen, Stormgade
langs Thorvaldsens Musæum, Højbro, Gammel
strand, :/: alternativt Slotspladsen og Holmens
Bro :/: Holmens Kanal, Kongens Nytorv, Bred
gade, Toldbodvejen til
To l dboden
samt Espla
naden, langs Strandvejen til
Taar bæk,
med Ene
ret til paa Sporet at benytte særegne for dette
construerede Befordringsmidler med Forrang paa
Sporet for disse.« Løjtnant Garde havde altsaa
set, at Vimmelskaftet ikke egnede sig for Spor
vogn, havde fundet Vejen om ad Slotsholmen
og samtidig faaet Øje for, at Østerbro trængte
til Sporvejsforbindelse, ja at denne Trang i Vir
keligheden naaede ad Strandvejen helt ud til
Taarbæk.
De Aar, der var gaaet siden første Andragen
des Indsendelse, havde Garde benyttet til at
sætte sig nærmere ind i Sporvej dsdrift, og ifølge
hans Andragende er det Køretøj, han vilde be
nytte, ikke en egentlig Sporvogn, men en Vogn
af samme Slags, som man brugte i Paris, d. v. s.
en Vogn, som var opfundet af
Louba t,
og som
baade kunde bevæge sig paa Skinner og almin
delig Landevej, hvilket var opnaaet ved, at For
hjulene ikke som paa almindelige Skinnekøre
tøjer havde en fast Flange, men derimod en
Ringflange, som kunde bevæge sig i en Fals i
Hjulkransen, og som ved fjedrende radielt stil
lede Kautsjuklegemer trykkedes ned i Sporrillen,
naar der kørtes paa Skinner, og op i Hjulkran
sen, naar der kørtes paa almindelig Landevej.
Denne Gang var Stemningen gunstig for Gar
des Projekt i alle Instanser, og der var mange,
thi foruden Kommunalbestyrelsens Erklæring
indhentedes Erklæringer fra Krigsministeriet, der
»hørte« flere militære Afdelinger, og fra Køben
havns Amt, men dette var dog ikke nok, der var
endnu een Vanskelighed tilstede — og det ikke
den ringeste — Lovgivningen kendte ikke Be
grebet Sporvogne. Indenrigsministeriet »havde
intet at erindre imod og vilde ikke have taget i
Betænkning at meddele Tilladelsen, saafremt
man i den gældende Lovgivnings Bestemmelser
havde troet at finde Bemyndigelse til dertil at
knytte en Eneret.« Et Lovforslag til vor /
ørste
Sporvejslov
blev derfor forelagt Rigsdagen, god
kendt af denne og udstedt den 23. Januar 1862
som Lov, med Bemyndigelse for Ministeriet til
»at meddele Koncession til Anlæg af Sporveje
til Benyttelse ved Hestekraft.«
Hermed var der fri Bane for Løjtnant Gardes
Koncession. Cand. theol. Larsen havde ikke over
holdt Kravet om, at hans Sporvej skulde være
udført i Praksis senest 2 Aar efter Tilladelsens
Udstedelse. Andragender fra ham om Forlæn
gelse af Fristen var blevet afslaaet, og dermed
var han ude af Sporvejssagaen. Under 11. Marts
1862 udstedtes derefter tvende Koncessioner for
Løjtnant i Infanteriet C. F. Garde, nemlig en
til Anlæg og Benyttelse af en Sporvej fra St.
Annæ Plads til Frederiksberg, og en Koncession
til et Sporvejsanlæg fra St. Annæ Plads over
Østerbro til Taarbæk.
Sporvejsplanen skulde nu bringes ud i Livet,
og hertil udkrævedes to Ting, nemlig Penge og
fornøden teknisk Indsigt. I denne Hensigt havde
Garde søgt Forbindelse med den i Hamburg bo
satte Civil- og Marineingeniør
A. F. Møller,
til
hvem han under 24. Marts 1862 med Indenrigs
ministeriets Godkendelse havde overdraget alle
sine Rettigheder, dog under Forudsætning af at
denne inden et halvt Aars Forløb opfyldte visse
nærmere fastsatte Betingelser. Møller tog straks
fat paa Værket, og i Juni Maaned samme Aar
udgav han en paa tysk affattet Afhandling, hvori
han dels gav en Beskrivelse af de i forskellige
Byer i England, Frankrig og De forenede Stater i
Amerika etablerede Sporvejslinier, dels meddelte,
at det var hans Agt at indføre lignende »i det
europæiske Continents vigtigste Hovedstæder«.
Af væsentlig Interesse er det ogsaa, at han i sin
Afhandling udtrykkelig gør opmærksom paa, at
en Vogn efter Loubats System —: altsaa det af
1 8