79 / 205
RUNDTUR I KØBENHAVN
77
hos graveren, som veltilfreds med at kunne tjene en daler, øjeblikkelig
var på støvlerne, vel beredt til at kunne føre os på tårnet. Først var vi
inde i kirken, hvilken vi endnu nøjere beså. Det glædede os meget, thi
det er en såre dejlig kirke, ja den skal egentlig af kendere være regnet
for den smukkeste i København. . . . Kun vil jeg anføre, at der i den
findes en såre mærkelig og dejlig døbefont af alabast, som skal være
skænket af grevinde Vieregg,39 som tillige med hendes et år gamle søn
ligger begravet der. Hun var en af Frederik den Fjerdes mange friller.
Så besteg vi da tårnet, og efter at have trådt 242 trin, kommet igennem
tårnvægterens bolig og forbi de store klokker, kom vi ud på snegle
gangen, der tæller ikke mindre end 393 trin. Med raske skridt steg vi
opad, og i få øjeblikke var vi ved jordkuglen, hvor trinene ender. Her
gjorde vi holdt. V i var 130^/2 alen i vejret og stod på den højeste byg
ning i hele Danmark. Som forhen anført er den opført af Laurits de
Thurah,40 og det blev endnu mærkeligere derved at den er opført af
[en] ahne [til den] Thurah, der gjorde Hans Kam og mig selskab. . . .
V i nød en udsigt til alle sider, så mageløs storartet, at det overgår al
beskrivelse. København med broerne og alle dens bygninger lå under
os. Kun Petri Tårn ville ikke rigtig give buk. Det dejlige Øresund lå
foran os mod Skånes kyster, en utallig mængde sejlere bedækkede dets
overflade, alle med hvide sejl oppe, der i middagssolens glans lignede
hvide blomster på en eng. Havet var roligt, og alt så så fredeligt ud.
Jeg tænkte på, hvilken færdsel og hvilken mængde snekker er dog ikke
her blevet gyngede, det ene århundrede efter det andet, og jeg tænkte
på de mange slag her er slået, især de to sidste i dette århundredes
morgen, hvoraf det første i Kongedybet, skærtorsdag 180 1, var glim
rende og Saga har ristet det som en af vore største heltebedrifter, og
den sidste 1807 var ydmygende, idet den endte med vor stolte flådes
bortførelse. 1801 faldt Thurahs bedstefader. . . . Vi så så meget, at det
nær havde gået i ét for os: Den store stad med alle sine bygninger,
sine kirker, slotte. Sundet med sine skibe. Skåne, Møn, Stevns Klint,
Køge Bugt, Amager, Roskilde, Frederiksberg, hele den skønne omegn
mod nord. Alt dette stod vi og betragtede så nøje, som det var mu
ligt. . . . V i ridsede, som alle de andre tårnbestigere, vore navne i spi
rets sider, gik så ned igen, hviskende til hinanden: »Nu har vi aldrig
set magen«. Fra Christianshavn lod vi os atter færge tilbage til Kvæst
husbroen, hvorpå vi gik til Nørreport og fulgte så volden om efter