81 / 205
RUNDTUR I KØBENHAVN
79
Det skulle vi naturligvis have med. Vi rappede os og i en fart var vi
derude. Vejret var bedre end i aftes, og da det dels var sidste gang
i år, og dels et særdeles stort og brillant fyrværkeri, der skulle afbræn
des, var der mange flere mennesker end i aftes, vist ikke så få tusinde.
Der var en voldsom trængsel omkring teateret og koncertsalen, men
især da fyrværkeriet kl. 9 blev afbrændt. Dette overgik i glans og kunst
langt det, vi så i aftes, og overgik al beskrivelse, ja det var ikke muligt,
da jeg aldrig har set fyrværkeri før i aftes, at jeg kunne gøre mig den
ringeste forestilling derom. Programmet lød således. . . . Thurah glæ
dede sig på Hans Kams og mine vegne, at vi fik dette fyrværkeri at
se; thi det kunne bogstavelig kaldes strålende og gjorde i aftenens
mørke en overordentlig effekt, lod os i øjeblikket glemme alle andre
verdens ting, idet vi studsede og gabende så i luften for at beundre de
forskellige farver af ild, som blev udspyede og opkastede, hørte den
næsten bedøvende knalden. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, men det
ved jeg, at det var skønt, det var morsomt at se. Mærkeligt syntes mig
dog de bengalske flammer. Programmet lovede to, men der blev tre.
På engang blev det så lyst som den klare dag. Man så da en voldsom
masse mennesker, et sandt folkehav, trindt omkring. En del drenge var
krøbet op i de nærmeststående træer, og det så ret pudsigt ud, da
deres stilling på en gang blev synlig. Man lo af dem, de ville jo og have
noget for deres mark. Københavnerne er meget egenartede, uden vi
dere råbte de »da capo«, og virkelig blev der også givet et nummer
uden for regelen, hvad det var, ved jeg ikke. . . . I koncertsalen gaves
atter under musikdirektør Linckes anførsel 15 numre, hvoraf jeg dog
ikke hørte ret mange. A f disse vil jeg fremhæve: Ouverture til Brama
og Bajaderen af Auber,44 Ouverture til Figaros bryllup af Mozart og
Returvals af Gungl.45 På teateret gaves 4 forestillinger kl. 6, 7, 8, 9^4,
hvoraf vi så kun de to sidste. Forestillingen kl. 8 var nogle kunstige
danse. Den sidste forestilling »Pjerrot vanvittig af kærlighed«, var som
rosinen i pølseenden. Det var en komisk pantomime i 1 akt, og i sand
hed, den var komisk. Hvem i al verden kunne bare sig for latter. Den
stakkels Pjerrot var jo blevet forlibt, ja såmænd, det er så mange ble
vet, det gik ham skidt, også det har mange desværre erfaret, så blev
han vanvittig og ville først hænge sig og så skyde sig, men sikken
en spektakel han gjorde dermed. Det varede længe inden han fik strik
ken om halsen, da han så fik den om, så kunne han ikke tåle, at den