86 / 205
84
M. VESTERDAL
da lidt mere kendskab til sine medmenneskers levemåde og sæder. . . .
Grønlænderne var de første, vi så noget fra. Her var kajakker og både
mandlige og kvindelige figurer af træ i samme. En slæde med seletøj
til i o hunde, man så slør af nettet af sælhundetarme, fugleskindspelse
med fjerene vendt indad og bruges til linned . . . [Fra] Australien [var
der] afgudsbilleder, som tilbedes af de vilde folkeslag dér, udskåret træ,
sten og alle slags billeder. Der er vist ikke en eneste nation på jordens
kreds, uden der hos samme findes den levning af gudsbilledet tilbage,
at de ved at tilbede sådanne ting jo giver til kende, at der er noget,
omend dem uforklarligt, som de higer efter. De skaber sig selv guder
men er uden gud i verden. Det gjorde et underligt indtryk, og vi må
nok spørge, hvordan står det til her, midt i den såkaldte kristenhed,
og hvordan hos os selv? A f japaneserne og kineserne var der en uhyre
mængde sager, og de var af det modsatte, som det vi hidtil havde set.
Disse folkeslag er fine folk, kineserne kalder sig himlens sønner og be
boere af det himmelske rige. De lever som bekendt for sig selv og
kun
for sig selv men har udviklet en forbavsende færdighed i næsten alle
ting. Man så en mængde guld- og sølverne sager, mageløst fint ud
arbejdet, så fint, at man næsten ikke kunne opdage sammenføjninger
osv. Også var [der] en masse afbildninger af guder og gudinder, af
templer, de såkaldte pagoder, med mere, som det er umuligt at be
skrive. Kun skal jeg endnu bemærke, at i et skab opbevaredes de
trofæer, som den danske søhelt, Cort Adeler, i året 1653 fratog den
tyrkiske viceadmiral Ibrahim Pasha, hvem han afhuggede hovedet
med hans eget sværd, hvoraf P.P. i »Niels Juel«56 giver en skildring.
Ligeledes så man den bekendte, det vil sige af navn bekendte, øster
landske gift, opium. . . . Jeg kunne ikke magte, hvad jeg så men stod
atter som en fattig over for alt det, jeg så. Kun ét kunne jeg magte,
og det var, at vi er nævnte Thomsen megen tak skyldig for hans flid
og utrættelighed, ligesom enhver især, der besøger musæet, er ham
megen tak skyldig for den ufortrødenhed, hvormed han fremviser
enhver ting og giver forklaring derover. Fra etnografisk musæum gik
vi tilbage og var da inde i de kongelige stalde på Christiansborg Slot.
Der var ikke mange heste. Nogle af de bekendte hvide kongelige
heste var smukke. Så vidt jeg husker, var der 8 af dem.
Nu gik vi igen til nr. 208 og efter at have drukket té, gik vi til
Kasino, hvor der i aften blev givet »Skrædderen og naboen«, et stykke,