84 / 205
8 2
M. VESTERDAL
Christian til Danmark har sommerresidens. På dette palæ boede den
uforglemmelige Bernstorff, hvem den danske bonde skylder så meget.
Så kom vi til Jægersborg, fordum et slot, nedbrudt 17 6 1, nu bestående
af en mænde teglhængte huse, der afbenyttes til garnison for en afde
ling af Husarregimentet, igennem samme, forbi Ermelundshuset, gen
nem Ermelund Skov til det ved Dyrehaven beliggende yndige traktør
sted, Fortunen. Her gjorde vi et langt ophold, spiste til middag, drak
kaffe og hvilede os i haven, hvorfra vi havde en herlig udsigt over
Sundet og København. Endelig gik vi til Kongens Lyngby og Sorgen
fri Have, som var det sidste mål for vor rejse. Sorgenfri, hvorpå enke
dronning Caroline Amalie bor, er et smukt enetages palæ, omgivet af
en dejlig have, som vi gik igennem, og hvor vi især morede os. I ha
ven var en statue af arveprins Frederik, vor Konges bedstefader, og et
minde om hans gemalinde, der forresten ikke skal være værd at min
des. Endelig var vi nede ved Lyngby Sø, hvor vi kunne se de frederiks-
borgske skove. Det havde bestandig gået heldigt for os, nu skulle vi da
prøve et lille bitte uheld, idet vi måtte tøve lidt længere i Lyngby end
vor agt var, da omnibussen ikke gik kl. 5 som forment, men først kl.
6. . . . Med omnibus »Lyngby nr. 2«, tog vi kl. 6 sidelangs fra Lyngby.
Det var skade, at vi ikke kom afsted ved dagen. To ting af mærkvær
dighed gik vi desårsag glip af, nemlig Grundtvigs højskole »Marielyst«
ved Store Vibenshus og monumentet for stavnsbåndets løsning . . . til
minde om den af den danske bonde så udmærket fortjente, føromtalte,
grev Bernstorff, hvem vi menneskelig talt skylder, at vi nu kan gøre
københavnsrejser og kan glæde os derved. Det var visselig værd at
have set disse to ting, men vi måtte nøjes. Omnibussen rullede fort, og
henimod kl. halvotte var vi ved Østerbro, kom ind ad Østerport, ned
ad Borgergade og Gothersgade, hvor vi stod af tæt ved Kongens
Nytorv. Sporenstregs satte vi os i march igen, ad vore gamle bekendte
vej til Vesterport og gik videre ad de små alléer til Vesterbro for at
besøge kandidat Kragballe.50 Hos ham tilbragte vi aftenen med sam
tale. Han sang for os, spillede på guitar, hvilket var særdeles dejligt.
Der er noget aparte ved hans stemme, og »Hedenskabets Galilæer«
i Grundtvigs sangværk, som han har forfattet melodi til, og som han
sang, står endnu levende for mig. . . . Henimod midnat brød vi op og
hilste af med denne mærkelige mand, der allerede er blevet navnkun
dig og med rette, skønt vi ikke alle kan underskrive hans artikler i