74 / 236
(55
imidlertid efter Indstilling af Politimester Torm, 18)
som bad, »om der maatte indrettes et Arrestkam
mer for skikkelige Folk«, »da der ofte om Natten paa
Gaderne findes Folk, der er fra Forstanden, er svage
eller drukne«, istandgjort nogle Kamre i 3. Etage til
dette Brug, vistnok i Præstens tidligere Lejlighed, idet
lian fik Værelser ovenover *). I Febr. 1755 bad Løbeck,
om han maatte faa aioget fast aarligt for at passe denne
Slags Arrestanter, men der blev svaret ham, at han
kunde komme med sin Fordring, naar der var nogle,
som ikke kunde betale**). I Febr. 1757 klagede Arre
stanterne over, at de hverken Nat eller Dag havde Ro
for den afsindige Studiosus Løgstrup; først nogle Liger
efter blev han flyttet.
A r r e s t a n t e r s U n d v i g e l s e f a n d t ,hyppigt Sted. I
Sommeren 1758 forsvandt to Gældsarrestanter,
Claus
Strøm
og
Niels Hansen
— den ene var arresteret »for en
anselig Summa« — , og Løbeck blev straks arresteret i
Arresthuset***) og blev sat under Tiltale for Efterladen
hed, da han havde overgivet Nøglerne til sin Tjeneste*) Rothenborg havde allerede i Sept. 1753 forgæves bedt om at
maatte flytte derop for Røgs Skyld; da i 1754 Kamrene for de sinds
syge skulde indrettes, bad han atter om det, saa kunde jo hans
gamle Værelser laves om til Arrestkamre, og i Nov. takker han Ma
gistraten for den »Grace«, at den har forandret hans Værelse.
**) En sindssygs midlertidige Ophold kunde trække længe ud.
I Slutningen af Ju li 1755 fdi den sindssyge Student
B. M. Witte
Op
hold der paa Prokansleren Pontoppidans Anmodning, mod at han
var ansvarlig for hans Underholdning og Varetægtspenge, henholdsvis
30 og 24 Sk. ugtl.; i Begyndelsen af Okt. gik Rektor og Professorer i
Kaution for Betalingen; 29 Okt. klagede Wittes Broder over, at Lø
beck vilde have 10 Rd. 3 Mk. for de 14 Uger, han havde været der,
og had, om han ikke maatte slippe med 5 Rd.
***) Løbeck bad forgæves om at maatte sidde arresteret i De
linkventstuen, og om at maatte beholde det halve af Arrestpengene
til Underhold for sin Familie.
H. W eitem eyer: Kulturskildringer.
5