76 / 236
67
restanter skulde paa Vand og Brød. Løbeck var et
skarnagtigt Menneske, der viste ham sin Podex og bad
ham om at spejle sig i den; han stjal af hans Brænde
og huggede Arresthusets Sengesteder, Borde og Bænke
til Brændsel; Arrestanterne havde sat et Skandskrift i
Gang imod ham osv., og han saa i det hele saa sort
paa Tingene, at han talte om at ville opgive Embedet
for at sikre Ære og Liv. F ra den anden Side var der
ogsaa Klager; f. Eks. beskyldte Arrestanten Garver
Hage
dorn
ham for at have taget hans Skospænder, skønt han
havde givet ham de 10 M., for hvilke han havde pan t
sat dem hos ham. I Jan. 1762 blev der sendt to Raad-
stuebetjente for at undersøge Forholdene, og i Marts
blandede Biskop Harboe sig i Sagen og bad om, at der
maatte blive raadet Bod paa Uordenen, navnlig med
Hensyn til Kirkegangen.
Men lige galt blev det. I Juli 1762 sendte Rothen-
borg en Søndag sin Tjenestepige ned al lukke Kirken,
da der kun var et Par Arrestanter og to Folk at præ
dike for, og saa gik han ud og kom først hjem Ivl. 1
om Natten som sædvanlig, som Løbeck sagde i sin Klage.
Sagen blev indberettet til Biskoppen, og efter Opfordring
indsendte Rothenborg en Redegørelse20).
Det er et langt, svulstigt, med Skriftsteder, Salme
vers og Spydigheder spækket Aktstykke, hvori alle Ivraft-
udtrykkene er prentede med F raktur, fuldstændig i Ba
rokstil, og noget af det groveste, der er flydt fra hans
Blækhus. Løbecks Rapport er løgnagtig fra Ende til
anden, hedder det, dikteret af Malice og Skarnagtighed.
Der var ikke, som Løbeck sagde, kun 3-4 Arrestanter,
der hørte til den lutherske Religion og forstod Dansk,
men 11, som nok vilde være komne, »hvis Degnen
havde sunget saa lifligt, at Stolene i Kirken kunde
komme til at danse«. Det var Løgn, at Præsten gik ud
og ikke kom hjem før end om Natten, han var tilbage
5*