48 / 98
45
« . . . vi lader os ikke skræmme. Vi véd, at
alle det mægtige Roms Sværd og Lanser ikke fik
Bugt med den ældste Kristendoms demokratiske
Tanker, som heller ikke Pavehætten kunde kvæle ..»
Her standsede Taleren og lyttede.
I den Tavshed, som han havde forstaaet at
fremtrylle, lød tydeligt Kirkeklokkers Ringen.
«De ringer, for at indkalde Soldaterne», raabte
en Herre.
«Skal saa alle Klokker i hele Byen ringe?»
lød en interesseret Damestemme skarpt igennem.
Folk begyndte igen at tale højt, i Munden paa
hverandre. Det truede nogle Øjeblikke med en
uvilkaarlig Opløsning af Mødet.
Men saa hævede Arbejderføreren sig til sin
fulde Kraft:
«Kirkeklokkerne ringer,» tordnede han ud med
en Røst, der atter skaffede Ro i Salen. «Det er
Klokker, der vil kalde til Krig. Men vi mindes fra
1660 Borgmester Nan sens Ord til Adelsmanden om
Stormklokken fra Raadhuset, der kunde vække alle
Borgere af Slummer. En saadan Klokke vil ringe i
Nat og i Morgen, naar alle Mobiliseringsklokker er
forstummede. Den ringer den s to r e Befolknings
Mænd og Kvinder sammen. Og dens Røst lyder:
«Vi v il ik k e have Krig. Vi er neutrale, vi vil
forblive neutrale, og vi forlanger at blive behand
lede som neutrale efter Folkerettens Grundsæt
ninger. »