46 / 98
43
hed. Jamen med os var det noget andet, vor
Politik kunde selvfølgelig ikke raade over nævne
værdige Magtmidler. Den skulde bare være klog.
Det er som at sige til en Bygmester, at han skal
bygge et Hus, men bare uden Tømmer og Sten,
eller sende sin Søn paa Marked for at købe Heste,
morderlig klogt, men bare uden Penge. — Og saa
for Resten kan jeg komme til at spytte, naar jeg
tænker paa, at en Nation, der vel dog maa tælle over
V
2
Million voksne Mandfolk kan samles om et saa
jammerligt Eunuk-Ideal, rent fraset, at det er id i
otisk — jeg siger idiotisk — at tro, at den virke
lige Verden nogen Sinde kan komme til at reali
sere det . . . »
Her var det selv den saa inderligt humane
Dirigent umuligt at tilbageholde den levende Harme
hos alle Tilhørerne.
Næstformanden for Fredsforeningen var sprun
gen op paa Tribunen og saa ud, som om han vilde
rive Taleren ned af den. Med gennemtrængende
Røst lykkedes det ham at udraabe: «Taleren for
nærmer Forsamlingen. Han har kaldt vore Tanker
Eunuk-Idealer . . . »
«Og idiotiske», supplerede en meget ophidset
Dame.
Kaptajnen fandt det haabløst at blive længere
paa Talerstolen.