42 / 98
39
dignerede: «Hys! Hys!» . . . «Lad os høre, hvad
Manden siger!» . . . «Enhver har Ret til at tale!»
Det var en kraftig, middelhøj, graahaaret Mand,
som stod deroppe. Han begyndte at tale, med en
tydelig Røst og korte Haandbevægelser.
«Ja,» sagde han, «jeg havde egentlig haft Lyst
til at frafalde Ordet igen. For, efter hvad jeg har
hørt, baade af Taleren og af Publikum, tror jeg
ikke, jeg kan gøre nogen Nytte med, hvad jeg har
at sige. Og jeg hører ikke til dem, der kan be
gejstre sig for Standpunktet: Hvad kan det nytte?
Det græder jeg tværtimod over i alle Livets Til
fælde.»
Der begyndte allerede lidt Murren nede i For
samlingen; men Kaptajnen blev roligt ved.
«Da jeg i Aften her, hvor jeg ved et rent T il
fælde er kommen hen, hørte Ordet Mobil! saa var
jeg ved at skrige op af Skræk, maa jeg ærligt be
kende; for jeg véd desværre, hvad det er for en
Elendighed, vi — militært set — sidder i.»
Her raabte Arbejderføreren «Hør! Hør!»
«Og da jeg saå den foregaaende ærede Taler
ile op paa Talerstolen, troede jeg, at han var lige
saa greben af Rædsel som jeg; men han var jo
bare arrig og talte sig nok saa fornøjet ved Udsigten
til, at Ministeriet maaske kunde styrte i Mor
gen . . . »
Dirigenten paatalte Udtrykket «arrig» som ikke
parlamentarisk.