Previous Page  37 / 98 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 37 / 98 Next Page
Page Background

34

entret af en høj, yngre Mand, der nervøst sagde

nogle Ord hurtigt ud over Katedret til den anden.

Den store Politiker slog godmodigt ud med

Haanden, som vilde han sige: «Ja, tal De bare,

kære Ven, jeg kommer altid til».

Dirigenten med de milde Øjne ringede og rin­

gede med en sløvt lydende Klokke. Folk begyndte

at faa Ro paa sig igen.

«Sid ned», lød det fra Forsamlingen til nogle,

der inde mellem Siddepladserne stod op endnu.

Der lød energiske Hys for at nedkæmpe den

sidste Snakken. Man var øjensynlig spændt paa at

høre, hvad Manden paa Talerstolen vilde sige.

Han var rank og havde fine Træk, let graanet

Haar, bar Hovedet højt, men var i dette Øjeblik

helt hvid af Sindsbevægelse.

Ligesom med et Sæt begyndte han at tale.

«Gud, hvor han ser storartet ud i Aften!»

sagde en ung Dame hurtigt til sin Naboerske.

«Henrivende!» hviskede hun lige saa rask

tilbage, «og kan du høre, hvor Stemmen ligefrem

dirrer!»

Taleren havde virkelig helt ondt ved at frem­

føre de første Sætninger; men medens en stigende,

harmfuld Rødme skød op i hans Kinder, vandt

Røsten Styrke, og han næsten skreg, i haanende

Raseri: « . . . Ministeriet har altsaa virkelig løftet

Træsablen imod Kæmpen, der kan træde os i

Sønder med sin Hæl . . . »