34
entret af en høj, yngre Mand, der nervøst sagde
nogle Ord hurtigt ud over Katedret til den anden.
Den store Politiker slog godmodigt ud med
Haanden, som vilde han sige: «Ja, tal De bare,
kære Ven, jeg kommer altid til».
Dirigenten med de milde Øjne ringede og rin
gede med en sløvt lydende Klokke. Folk begyndte
at faa Ro paa sig igen.
«Sid ned», lød det fra Forsamlingen til nogle,
der inde mellem Siddepladserne stod op endnu.
Der lød energiske Hys for at nedkæmpe den
sidste Snakken. Man var øjensynlig spændt paa at
høre, hvad Manden paa Talerstolen vilde sige.
Han var rank og havde fine Træk, let graanet
Haar, bar Hovedet højt, men var i dette Øjeblik
helt hvid af Sindsbevægelse.
Ligesom med et Sæt begyndte han at tale.
«Gud, hvor han ser storartet ud i Aften!»
sagde en ung Dame hurtigt til sin Naboerske.
«Henrivende!» hviskede hun lige saa rask
tilbage, «og kan du høre, hvor Stemmen ligefrem
dirrer!»
Taleren havde virkelig helt ondt ved at frem
føre de første Sætninger; men medens en stigende,
harmfuld Rødme skød op i hans Kinder, vandt
Røsten Styrke, og han næsten skreg, i haanende
Raseri: « . . . Ministeriet har altsaa virkelig løftet
Træsablen imod Kæmpen, der kan træde os i
Sønder med sin Hæl . . . »