35 / 98
32
Tale at komme med en kort og kraftig T ilslut
ning. Han blev bestandig borte, og da ingen af
de andre nærværende Politikere ønskede at udtale
sig paa dette Tidspunkt, maatte Ordet allerede nu
gives til Formandinden for Centralforeningen, den
liberale Etatsraadinde.
Der sænkede sig en egen indgroet og stirrende
Tavshed over Forsamlingen, da den endnu unge,
kønne Frue med sin udprægede Profil stod der
oppe paa Talerstolen. Hun var kendelig nervøs
ved at se ud i den selvbehagelige Rovdyrstilhed,
der mødte hende; men det klædte hendes Teint
og de lange, bevægelige Fingre.
Der var i enhver Henseende noget om det,
naar en af Referenterne skrev: Som en Marie
Antoinette stod Etatsraadinden overfor Forsam
lingen . . .
. . . saa vendtes imidlertid den unge Journa
lists Opmærksomhed pludselig bort fra Fruen, der
lidt forsigtigt begyndte at tale, ved at han saa
Arbejderføreren, høj og bred, med stærke Be
vægelser og hed i Hovedet bane sig Vej igennem
Forsamlingen.
I samme Øjeblik kom Referenten fra et af de
største, politiske Rlade tilbage igen til sin Plads,
efter at have været kaldt til Telefonen, puttede sit
Papir i Lommen og knappede Frakken for at gaa.
«Der kommer en af de yngre,» hviskede han
til sin Sidemand, «giv ham det, der mangler,» og