DommensDag

han tilføjede ud over Bordet: «nu véd vi Resul

tatet af Statsraadet . . . »

Men da lød midt ude fra Forsamlingen Ar

bejderførerens rullende Røst op imod Etatsraad-

indens lidt spidse, klare Tale: «Undskyld, Frue, at

jeg tillader mig at afbryde Dem . . .!»

Etatsraadinden holdt øjeblikkelig op og glip

pede uroligt med Øjnene ud imod Folketribunen;

alle i Salen vendte spændte deres Blik imod ham;

Journalisterne sad ved deres lange Bord med

Pennene mod Papiret.

Arbejderføreren slog ud med Haanden. Der

blev en Tavshed, der paa én Gang ligesom sugede

alle Lyde ind i sig.

Saa lød det med en Røst, som om Manden

vilde tale gennem Murene: «Mine Damer og Herrer!

I Anledning af den forestaaende Krig mellem Tysk

land og England har vor Regering for nogle Øje

blikke siden givet Ordre til M o b ilis e r in g a f

h e le H æ r en og F la a d en » .

Han sagde de sidste Ord, som om han havde

sagt: t il at sp ræ n g e h e le L a n d e t i L u f te n , og

banede sig samtidigt Vej mellem Folk, der, efter

et Øjebliks forbløffet Tavshed, snakkede op i Mun

den paa hinanden, med en Larm, som om pludse

lig en brølende Vesterhavsbølge var brudt ind over

Forsamlingen.

Endnu inden Arbejderføreren var naaet helt

hen til Talerstolen, blev den fra den anden Side

Dommens Dag.