38 / 98
35
Der gik et Sus af harmfuldt Bifald gennem
Forsamlingen.
«Hvem var det, der gav os Træsablen?» lød
pludselig en bestemt Røst udæskende igennem.
Den slagfærdige Taler faldt øjeblikkelig ind:
«Det var Dem, der spurgte, min Herre, og
Deres Venner, Forsvarsagitatorer, Fæstningsrumlere,
Kanonkvinder — ja, jeg finder ikke værdigere Ord
for alle dem, som v ild e lukke deres Øren for det
udødelige: Hvad kan det nytte? De gav os den
saa yderst kostbare, forgyldte Træsabel. Men selv
følgelig vil de nu alle sige, at Dværgen Danmark
burde have haft et rigtigt, skarptslebet Sværd til
en endnu mere uhyrlig Pris. Han havde bare al
drig kunnet svinge det, men blot skære sig til Blods,
ja til Døde derpaa.
Nej, mine Damer og Herrer, i dette Øjeblik,
hvor en letsindig Politik, som saa ofte før, truer
med at styrte Danmark i Ulykke, er vor eneste
Trøst netop den, at Sablen dog kun blev en Træ
sabel, at enhver Mulighed for et saakaldet For
svar, Gud være lovet, er udelukket, at det Helte
drama, som de Herrer Ministre med vort Velfærd
som Indsats kunde have Lyst til at spille, aldrig
kan blive andet end Trojanerkampen fra «Ulysses
von Ithacia» . . . »
Der blev raabt Bravo! og let.
«Det er vort sikre Haab, at de store Magter
vil se paa vort fyrgterlige Krigspostyr med et Sm il;
3 *