![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0174.jpg)
172
JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG
Men at hun iøvrigt er en gammel kending på politikammeret, frem
går af det efterfølgende forhør, der foruden et afsnit med personlige
data lakonisk opsummeres i tre spørgsmål og tre svar.
Først udspørges Johanne Thott om navn og alder. Hun er 2 1, siger
hun, og fortæller videre, at hun er født i Ystad i Sverige, hvorfra hun
var kommet til København to år forinden, dvs. formentlig i begyndel
sen af 1789. Bopæl har hun skiftet flere gange, men hendes redegø
relse er lidt uklar på dette punkt. Ved hjælp af andet materiale17 kan
vi dog rekonstruere os frem til, at Johanne Thott sandsynligvis boede
hos Cathrine Holm i Nellikkegangen nr. 149 det meste af 1789. Der
næst opholder hun sig i en kort periode hos murersvend Beckmand i
Amaliegade, og herfra flytter hun til skomager Melchior Jacobsen
Stougaard i Prinsensgade, hvor arrestationen fandt sted.
Johanne Thott forklarer, at hun i de to år ingen egentlig tjeneste
har haft, men at hun har ernæret sig ved at »Sye og Spinde«. Forhø
ret er ikke særlig langt, og som det forløber, kan man fornemme, at
politiet har haft et godt kendskab til »den svenske Tott«. Lægget
»Flindt, 1 789-1 792 . Ang. Hore Huse og Nat Jomfruer« giver et
enkelt fingerpeg, idet en udateret liste over løse kvinder bl. a. omtaler
»madam thott i dybensgade med sin mand«. Da Nellikkegangen nr.
149 netop ligger på hjørnet af Dybensgade, må man formode, at li
sten er affattet i 1789, og at Johanne Thott ikke var alene, da hun
boede hos Cathrine Holm. Men selvom hun forbigår denne detalje
under forhøret, så viser Johanne Thott sig langt mere medgørlig end
størstedelen af de medsøstre, der i tidens løb stedes for politiretten.
For på det første alvorlige spørgsmål tilstår hun umiddelbart, at »hen
des fornemste Næringsvei« har været utugt.
Man kan vel formode, at Johanne Thott som udlænding har stået
ekstra sårbar i konfrontationen med det københavnske politikammer.
At hendes tilværelse som fremmedarbejder iøvrigt ikke har været
problemfri, ses af hendes bemærkning om, at hun en gang tidligere
har været på politikammeret, »fordie Pøbelen forfulgte hende«.
Den lille affære med de stjålne klæder gås der let henover. Med
Thotts tilståede utugt er sagen klappet og klar for politimester Flindt,
og tilbage er kun, at anklagede på sidste spørgsmål indrømmer, at
hun ialt to gange tidligere har været opbragt til politikammeret og
begge gange er sluppet med en formaning.