![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0176.jpg)
174
JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG
Johanne Thott fremstilles den 26. december 1791 i politiretten,
hvor hun nægter at have taget imod regelmæssige mandfolkebesøg.
Hun svarer noget bedre for sig end sidst, men når hun på spørgsmå
let, om ». . . hun ikke om dagen (sidder) i sit Vindue og Vinker efter
forbigaaende Mandfolck?« svarer: »Nei thi de der vil komme til
hende kommer alligevel«, kan hun på den anden side vel ikke lige
frem siges at hjælpe sig selv. Og så hævder betjent Lohmann, at
Thott
har
signaleret til ham fra sit vindue.
Denne gang dikterer Flindt: »I ørkesløshed har . . . Johanne Char
lotte Henriette Thott henkastet sig . . . (hun har hverken) søgt eller
taget tienneste, men efter egen Tilstaaelse levet et utugtig Levnet
. . .«. Det blev til tre måneder, så fra den 27. december 1791 til den
27. marts 1792 sidder Johanne Thott påny i Børnehuset. Og hvad
værre er, hun tager stadig ikke ved lære. Historien gentager sig med
bedrøvelig punktlighed.
Thott løslades, flytter ind hos skomager Melchior Jacobsen Stou-
gaard for tredje gang. Og den 8. maj, altså knap 7 uger senere, mod
tager politimester Flindt en anonym henvendelse. Denne gang skal
Johanne Thott have gjort sig uheldigt bemærket i en affære med fire
mandfolk og lige så mange flasker rødvin, og hvad nytter det, at hun
hårdnakket forsvarer sig mod denne anklage, når hun alligevel tilstår,
»at hendes Næringsvei alleene er løsagtighed«. Denne del af forhøret
afvikles den 10. maj, og dagen efter møder Thotts vært, skomagerme
steren fra Prinsensgade, frem i retten og støtter hende i sagen med de
fire »Fyrer«, samtidig med at han bliver udspurgt om sin egen rolle
som udskænker. En sådan rolle benægter han at have haft, og han går
fri - uden at have hjulpet sin logerende synderligt. For han lægger
ikke skjul på, at ». . . (der) imellem kommer Mandfolk til hende«.
Lørdag den 12. maj 1792 dømmer politimester Flindt Johanne
Thott til 6 måneders ophold i Børnehuset, og hun sættes på fri fod
den 12. november samme år. Flere spor har hun tilsyneladende ikke
levnet sig. Skal man forlade sig på Børnehusets mandtalslister, har
hun udstået sin sidste straf med de seks måneder i 1792, hvor hun iøv-
rigt stadig opgav sin alder til 21 år. Om hun derefter gik helt til
bunds, døde - som så mange af sine lidelsesfæller - rejste bort, eller
blot tilbragte resten af sine dage i harmoni med øvrigheden og dens