180 / 283
1 7 8
JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG
ophold og dels fordi hun »havde været opsætsig mod hendes Fader
eengang«.30 Helt uden ironi er disse sager altså ikke, idet faderen var
den samme, ikke ligefrem dadelfri, Martin Olsen Holm, der fik begge
sine døtre —herunder Louise —arresteret i sin skænkestue i 1 7g 1.
To af de seks, der endte i Børnehuset, nemlig Marie Høyer og Else
Kirstine Sørensdatter, havde efter alt at dømme ikke været i konflikt
med myndighederne før, hvor Bømehusstraffen normalt var forbe
holdt kvinder, der havde siddet en eller flere advarsler overhørig. Et
eksempel herpå er Johanne Thott og iøvrigt også Mette Cathrine
Nielsen, som det kostede 3 måneder i Børnehuset ikke at efterleve po
litirettens formaninger om at forbedre sin livsførelse.
Selvom der ovenfor er nævnt eksempler på det modsatte, var man
med en tidligere Bømehusdom bag sig normalt sikker på at blive
dømt hårdt. Det kan således ikke forbavse, at Sarine Gadegaard, der
før havde været i Børnehuset for løsagtighed, fik en dom på tre måne
der. Det samme gjorde Anne Marie Møller, som en aften i begyndel
sen af september 1790 fra værtshusholder Forbaks gadedør havde for
søgt at hverve politibetjent Lystrup,31 hvilket i politiretten blev takse
ret til 6 uger på Børnehuset. Under forhøret i februar 1791 lægger
Anne Marie Møller ikke skjul på, at hun har siddet inde før, men på
spørgsmålet hvorfor svarer hun forvirret, at det »veed hun ikke, dog
kand hun erindre hun (sic) nu at det var for hun tog en Mands Per-
sohn hiem med sig«. Det virker ikke betryggende, at hun i de mellem
liggende måneder tilsyneladende har glemt, hvorfor hun dengang
blev straffet, for hun gør jo som det kan ses ikke noget forsøg på at
lyve sig uplettet for at få en mildere straf. Man fristes til at konklu
dere, at enkelthederne i 1775-plakaten og den summariske politirets
procedure ofte gik hen over hovedet på de indbragte kvinder, der blev
gennet fra værtshus til Rådhusarrest, fra Rådhusarrest til politiret og
fra politiret til Børnehus uden nogen klar forståelse af, hvori deres for
brydelse egentlig bestod. Det kan således ikke undre, at disse dommes
præventive virkning var yderst beskeden.
I henhold til den førnævnte politiinstruks fra 1741 var kvinder, der
ignorerede det første tilhold, at betragte som »unyttige og skadelige
Folk«. At samfundet kunne reagere hårdt og omgående, gives der tal
rige eksempler på selv i dette beskedne materiale. Der gives imidlertid
lige så mange eksempler på, at samfundet havde meget ringe held i