258 / 283
2 5 6
HENRY ST JERNQV IST
det tradition, at man stillede sig gratis til rådighed for A.L.S., og det
holdt endnu i disse år. Formanden, lygtetænder Bjerne, en spinkel, sy
geligt udseende mand med sort, spidst fuldskæg, holdt altid en intro
duktionstale, som vidnede om stor belæsthed og indlevelse i dagens
emne. Han talte lavmælt, og jeg fik derfor ikke så meget ud af, hvad
han sagde, men han imponerede mig meget. Og jeg var glad ved, da
jeg mange år efter traf ham ved en festlig lejlighed, at se ham sund og
med godt huld i ansigtet og på kroppen. Han var da højt oppe i
8o’erne.
Jeg husker et foredrag af historikeren, overlærer O. H. Aagaard,
der talte om »Romerske kvindeportrætter«. Han var meget veltalende
og sluttede patetisk med: »Således døde Messalina«, og det gjorde et
dybt indtryk på mig. Netop på den tid havde vor dansklærer i gymna
siet, Falkenstjerne, arrangeret, at vi i i. g skulle holde et halvtimes fo
redrag for klassen, og jeg omgikkes nu med tanken om at holde et lig
nende foredrag, om samme emne og med samme afslutning. Det
opgav jeg dog og talte i stedet for om balkankrigene i 1 9 1 2 - 1 3 , der
herhjemme var blevet opfattet med sympati som en rejsning mod tyr
kernes tyranni. Da jeg afsluttede, hørte jeg et lettelsens suk i klassen,
og Falkenstjeme konstaterede dette i sin efterfølgende bedømmelse
af min præstation, men dog med tilføjende venlige bemærkninger om
min lærdom. Nej, jeg var aldrig nogen taler af guds nåde.
Professor Strømgren talte for os om stjernerne, dog nogle år senere,
og han konkluderede noget i retning af, hvor ligegyldigt alt var her på
jorden i lyset af det vældige univers. Det gjorde derfor indtryk på
mig, da jeg kort efter i Ungarsk vinhus så ham sidde ved et veldækket
bord og med diverse vine.
Der var digteren Johannes Skjoldborg, der var så lille, at han vist
måtte stå på tæer, for at nå op over talerstolens kant. Morten Pontop-
pidan talte om Martin Luther, men på en mærkelig indadvendt måde,
som om han var søvngænger.
Betty Nansen læste Hedda Gabler. Vilh. Andersen talte og dekla
merede Guldhornene, men den af kunstnerne, som gjorde stærkest
indtryk på mig, var Adam Poulsen med et sprog og en stemme, skøn
nere end nogen andens. Operarepetitør Peder Gradmann holdt serier
af foredrag om musikalske emner med deltagelse af kendte solister.
Peter Jemdorff, der af de »dannede« blev betragtet som den, der talte