254 / 283
2 5 2
HENRY ST JERNQV IST
tionen i Rusland i 191 7 gav yderligere næring til en venstredrejning.
Jeg husker således Marie Nielsen, kommunelærerinde, der opfordrede
til at vi bad »en international bøn« for dem derovre. Hun havde en
brændende tro, men virkede ofte noget eksalteret. Hendes senere over
gang til kommunismen blev en skuffelse for hende. I S.U. fandtes dog
også mere moderate kræfter, især i provinsen, og i 1919 kom det til et
brud mellem de to fløje. Danmarks socialdemokratiske Ungdom blev
oprettet, og jeg meldte mig ind heri, men deltog aldrig særlig aktivt.
Tidens uroligheder og gadeuroligheder overværede jeg som interes
seret tilskuer, og nogle gange kom jeg i nærheden af politiets knipler,
men klarede altid frisag. En gang blev jeg dog bange.
Ved påskekrisen i 1920 havde borgerrepræsentationen vedtaget en
udtalelse, som skulle overrækkes Kongen på Amalienborg. Medlem
merne gik til fods med formanden Th. Stauning og borgmester J.
Jensen i spidsen, efterfulgt af mange tusinde mennesker. Da man
kom til Frederiksgade, var denne spærret af politiet, så kun borgerre
præsentanterne kunne slippe ind. Jeg befandt mig i i forreste linje af
tilskuerne lige ved hjørnet af Bredgade. Pludselig hørtes et brøl fra
den bagvedstående mængde. Politikæden blev sprængt, og jeg slap
også igennem. Uanset at politiet ikke brugte stavene, hvad de vel
havde fået ordre til, formerede de dog igen en spærring, og vi, der var
sluppet igennem, blev noget ilde til mode, da vi så, at der også nede
ved Amalienborg var en politikæde. Men atter lød der et højt brøl fra
forsamlingen, og igen blev politikæden sprængt, og folk strømmede
ind på Amalienborg Slotsplads. Tre fjerdedele af pladsen blev nu fyldt
med mennesker, og i skumringen holdtes taler af forskellige, bl. a.
Ernst Christiansen og student Sorterup, kendt fra Studentersamfun
det. Pludselig så vi et glimt og der lød et pistolskud. Fanden tog ved
mængden, der begyndte at flygte, men det viste sig jo hurtigt, at det
var blind alarm, og forsamlingen faldt igen til ro.
Fra Centralafdelingens virke husker jeg i øvrigt en række digteraf-
tener i Griffenfeldtgade, hvor tidens digtere læste egne værker. Der
var Emil Bønnelycke, der havde gjort sig sensationelt bemærket ved
sine hypermoderne digte, men også en ældre klassiker som Sophus
Clausen kom hos os. A f en helt anden karakter var et møde med
tyskeren Willy Miinzenberg, samme sted. Han var en lille krum
rygget fanatisk ungsocialist, repræsenterende den venstresocialistiske