256 / 283
2 5 4
HENRY ST JERNQV IST
Der kunne nævnes mange andre navne, f. eks. »bageren«, dvs. I. P.
Nielsen, der fra en meget venstreorienteret holdning før krigen svin
gede over, vel under indtryk af sin sympati for det tyske socialdemo
krati og sit hjælpearbejde for de tyske børn efter krigen, og som lige
frem blev et dansk nationalt symbol i Sønderjylland, med stærk til
knytning til kronprinsparret på Gråsten. Og der var K. K . Steincke,
men om ham er der jo skrevet så meget, ikke mindst af ham selv, at
jeg ikke kan føje noget nyt til. Jeg skal dog nævne, at en af de første
gange, jeg hørte ham var i Arbejdernes Læseselskab, hvor han gjorde
et overordentlig stærkt indtryk på mig, men med årene gentog han sig
selv så ofte, at glorien ligesom falmede.
Da jeg var 1 7 år, blev jeg opfordret til som foredragsholder at del
tage i en foredragsrække, som skulle behandle forholdene i det sociali
stiske samfund. Jeg fik tildelt emnet »Godernes fordeling i det sociali
stiske samfund«, i den påfølgende nytårsrevy omsat til »godternes for
deling osv.«, og mit foredrag varede kun 20 minutter. Diskussionen
åbnedes af Hans Palbo, som, mod forretningsordenen, stillede sig op
ved talerstolen og fuldstændigt ubarmhjertigt nedsablede mit fore
drag. Dertil brugte han 20 minutter, også imod forretningsordenen.
Derefter talte Mikkel Christensen, og ihvorvel han også havde adskil
lige kritiske bemærkninger, men udtalt med venlig overbærenhed,
fremhævede han også visse rosværdige sider af foredraget. Jeg havde
forbudt mine forældre at overvære min debut, men fatter havde ikke
kunnet nære sig, og under diskussionen så jeg hans hoved kigge frem
fra værelset bagved selve foredragssalen.
Hvert år var der en nytårsfest, hvortil klubbens vittige hoveder
havde lavet en revy. Mange var der om anretningen, men over alle
strålede Frederik Dalgaard. Han var et usædvanligt komisk talent, og
man måtte overgive sig for hans mimik, men ufin var han aldrig. Han
rystede lystige viser ud ligesom en tryllekunstner ryster tokroner ud af
ærmet, og de var altid elegante og formfuldendte, aldrig platte. Frede
rik var dog også et menneske med dybe følelser, og mange af hans
sange vidner herom. Det hører til mine bedste minder, at jeg også op
gennem årene traf Frederik Dalgaard, især i Hovedstadens Brugsfore
ning, hvor han i en årrække var formand for repræsentantskabet.
Mine forældre tog mig en søndag eftermiddag med til en oplæsning