30 / 283
2 8
GUDMUND BOESEN
med grønt, i dette femislag er guldornamentikken påført«. Og det til
føjes »Det kraftige lag i træets overflade kan betyde, at døren har
stået umalet og udekoreret nogle år inden farvelag 1- 3 bliver påført«.
Rummet kaldes i Rosenborgs ældste i original bevarede inventar
protokol fra 1 7 18 Dronningens lakerede Gemak, og det oplyses her, at
væggene er beklædt med panelværk lakeret med allehånde »indianske
figurer«. I inventaret omtales også de kinesiske porcelænsfigurer på
hylderne over dørene. Efter at slottet i i83o ’eme var blevet museum
og man begyndte at sætte tingene ind i historisk sammenhæng, frem
kom formodninger om, at den »japanske« udsmykning af det, der nu
kaldtes Christian IV ’s arbejdsværelse, kunde sættes i forbindelse med
Christian IV ’s udsendelse af Ove Giedde til Ostindien i 16 1 8 -2 2 . 14
Først Bering Liisberg så 1914 i sin bog om Rosenborg rummet som
led i den europæiske kineseri-mode.15 Ud fra bevarede regnskaber
mente han at kunne påvise, at dekorationerne måtte være malet af en
af Christian IV ofte benyttet maler Samuel Clausen i 1616, altså før
Ove Gieddes rejse. Han fandt dateringen bekræftet derved, at Prins
Christian af Anhalt i sin rejsedagbog i forbindelse med et besøg på
Rosenborg (som ovenfor kort refereret) omtaler Ein klein Cabinet, in
welchem etliche Japanische Säbel, Messer und Teppich, auch ge-
mälde und bilder.16 »Gemälde« skulde da betyde paneldekorationerne
og »bilder« porcelænsfigurerne over dørene. Dermed kunde Bering
Liisberg tillægge værelset en særlig betydning som et af de allerførste
»Kinesiske Gemakker« i Europa. Selvom Vilhelm Wanscher i 193017
udtrykte tvivl om, at de kinesiske stafferinger var jævngamle med pa
nelværket (o. 16 1 5 ) , og antydede en formodet datering til Frederik
IIF s tid, blev Bering Liisbergs opfattelse dog i virkeligheden uantastet
i næsten et halvt århundrede.
Den japanske kunsthistoriker Chisaburo Yamada omtalte 1935 i
sin bog »Die Chinamode des Spätbarock« rummet på Rosenborg fra
1 6 1 5 - 1 6 som det ældste eksempel på de såkaldte kinesiske værelser,
der senere blev mode i Europa, og han skrev om kunstneren »einen
gewissen Maler Samuel Clause«, at han måtte have været temmelig
fortrolig med kinesiske motiver.18 »Die Figuren sind richtig in chinesi
scher Kleidung dargestellt, ebenfalls richtig eine typisch chinesische
Begrüssung«. Malemåden (»in ganz einfachen Linien ohne Schattie
rung«) viste efter Yamadas mening, at maleren ikke havde arbejdet