113 / 185
107
af de gamle Rettigheder, som de paaberaabte sig og som
skrev sig fra Aarhundreder tilbage i Tiden. Det blev da be
stemt at Stæderne til en fastsat Tid skulde fremlægge Privi
legierne i Lübeck, hvor Kongen skulde indtræffe og under
søge dem.
Et saadant Møde fandt ogsaa Sted men den
forventede Konfirmation udeblev, i al Fald saa længe Chri
stian d. 2. levede1). Og ved Frederik d. 2.s Regeringstil
trædelse opnaaedes ligeledes kun en betinget Sanktion paa
de bestaaende Rettigheder. Paa en gentagen lang Række
skriftlige Henvendelser fik man knap et Svar. Endelig paa
en samlet Henvendelse
(
1575
)
svarede Kongen, at det stod
Enhver frit for, at drive Handel i hans Riger, naar de gæl
dende Love og Toldforskrifter iagttoges; men passede disse
dem ikke, maatte de helst holde sig borte.
S t r a l sund havde imidlertid opnaaet en Konfirmation paa
sine Privilegier paa Dragør, efter mange forgæves Mæglings
forsøg, fordi denne Stad kunde fremlægge Konfirmationer
baade fra Christiern d. 2. og Frederik d. 1. Dens Fed paa
Dragør havde ligget ubenyttet siden Grevefejden og Borgerne
stod til Restance med J o r d s ky l den deraf, vistnok fra endnu
længere Tid tilbage. Denne Sag havde Kongen villet have
ordnet, da den indeholdt et Principspørgsmaal om hvorvidt
Kronen kunde forlange Jordskyld deraf eller ikke. Staden
mente sig fritaget for denne Afgift, som ikke var nævnt i
den ældste Privilegium af 1 3 4 2 2) og heller ikke i senere
Stadfæstelser; at den senere var bleven betalt, betragtede
Staden som en Imødekommenhed for Opholdelsen af den Ret,
den havde havt til at fastsætte Motebogen; men da nu ogsaa
denne Ret blev afskaaret, mente man, at Afgiften var urime
lig. Dertil kom, at de Boder og Bygninger, som havde
staaet paa Feddet, var brændte og nedrevne under Krigen,
hvorfor man fandt, at det Erstatningskrav, som man her
havde, kunde opveje Restancen af Jordskylden. Paa forskel
lige Samlingsdage, saaledes i Kjøbenhavn
1553
0g senere i
Odense, var Sagen Genstand for Forhandling, men ingen af
x) Nyerup: Danmark i ældre og nyere Tid I 356.
2) Bilag VII.