116 / 185
I IO
eget Forbrug, imod at erlægge den almindelige Told1). Lan
dets Adel havde nemlig ved Kongens Haandfæstning sikret
sig Ret til Udførsel, baade af Øxen, Korn, Smør, Sild, altsaa
Landets væsentlige Produkter2).
Flvad I ndf ør s e l en angaar, var de vigtigste Artikler nu
Salt,
01
, Humle, Mel, Brød, Krydderier, Frugt, samt Lærred
og Klæde.
Paa Dragør maatte dog Klæde ikke mere ud
skæres og sælges i mindre Maal end bele og halve Stykker.
— Baade Ind- og. Udførsel var iøvrigt underkastet de samme
Toldbestemmelser, som Handelen i Købstæderne, saa de saa-
kaldte «Privilegier», som Stæderne nu havde, var egentlig
kun Tilladelse til at opholde sig paa Feddene og drive en
begrændset Handel, samt Nedsaltning i Fiskeritiden under
Kronens delvise Beskyttelse.
Endogsaa
Jurisdiktionsretten fortabes
efter Grevefejden,
idet vore Myndigheder miskende den Ret, som Stædernes
Fogder havde havt til paa egen Haand og efter deres egne
Love at afgøre de Retssager og Stridsspørgsmaal, der fore
faldt indenfor deres Virkeomraade. Heller ikke synes det, at
den Stæderne tidligere indrømmede Strandret og Retten til
selv at bjerge deres Skibe, naar de kom paa Grund, respek
teredes mere, ligesom Oplæsning og Fastsættelse af Mote-
bogen hvert Aar forinden Trafikens Begyndelse var en gam
mel Ret, der nu nægtes anerkendt.
Hvor vilkaarlige Retsforholdene var, se vi af en Sag der
opstod 1561 mellem Kronens Tolder paa Dragør, Oluf Hanszen,
og Stralsunds Borgere, fordi to af disse var komne i Klam
meri og «for sett seg amodtth szoren fred oeh modtt bogen».
Cosymus Smedtth, der havde slaget Dauett Holttunck
«bioo och blodygh», anklagedes for kgl. Maj. Tolder, der ved
de kgl. Tolder Suende vilde sætte Cosymus «y Hecte». Dette
vilde imidlertid Stadens Oldermand og de andre Borgere ikke
tillade, hvorfor Tolderen fastholdt, at de forgreb sig mod
Kongens Ret og Øvrighed, lod strax de to Ophavsmænd
slaa i Jærn og sammen med Oldermanden transportere til
9 Kane. Brevb. 1 5 5 1 — 55. 9. 188.
2) V. A. Secher: Forordn. Recesser osv. I 68 cfr. 177.